Samleren

– Det der, du sagde til mig. Med folk. Sådan noget gider jeg aldrig mere høre på.

– Nej. Undskyld.

– Du behøver ikke at undskylde. Du skal bare aldrig komme med sådan noget igen.

– Hvor? Jeg skal nok betale.

– Med hvad?

Tine rejste sig. Hun gik ud og tog overtøj på, kom ind med sin pung i hånden:

– Jeg henter rosenbrød. Nu skal vi have det lidt hyggeligt.

– Tine, jeg egner mig ikke til at sælge parfume.

– Du lærer det, sagde hun og gik.

Jeg satte kaffe over. Jeg stod ved køkkenvinduet og vinkede ned til hende, da hun kom tilbage. Hun svingede bagerposen over hovedet

Det er egentlig absurd, smilede Angelica, – at fyre en masse CO2 af til skilifte. Vi har lige haft om global opvarmning igen, men lærerne har samtidig bestemt, at vi skal på lejrskole heroppe næste år.

Da jeg gik i gymnasiet og var på skiferie heroppe med min klasse, snakkede pigerne altid om, at der boede en mærkelig mand.

Et par varmegrader må det vist være, og i det fugtige mørke dufter græsplænen og de åbne bede af forår.

Min søster er smuk.

Min søster har oplevet den ægte kærlighed, det nåede hun lige inden ulykken.

Angelica husker kun forelskelsen

Angelica er faldet i søvn, jeg går ud, tager elevatoren ned og finder min rengøringsvogn.

Skal du ikke snart til at studere? siger de tit, – det ville Angelica så gerne.
Men jeg kan ikke koncentrere mig om bøger. Siden Angelicas ulykke har jeg kun læst det, der var obligatorisk i skolen, og så noget af det, som onkel Johan har skrevet.