Stefan Zweig

Tryghedens århundrede blev forsikringsvæsenets gyldne tid. Man forsikrede hus og hjem mod indbrud og ildsvåde, sin jord mod hagl og uvejrsskader, sit legeme mod sygdom og ulykkestilfælde; man købte sig livrente med henblik på alderdommen, og sin lille datter i vuggen skænkede man en police på fremtidig medgift. Til sidst organiserede arbejderne sig og erobrede normaliseret løn og sygekasser; tjenere og tjenestepiger opsparede sig en alderdomsforsikring og indbetalte forud i en begravelseskasse beløbet til egen jordefærd. Kun den, der ubekymret kunne se fremtiden i møde, nød veltilpas nutiden.

Denne tro på det uafbrudte og uopholdelige »fremskridt« havde for hin tidsalder ligefrem en religions styrke i sig; man troede allerede mere på dette »fremskridt« end på Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye vidundere i videnskab og teknik, som hver dag bragte med sig.

Intet er mere forkert. Det: at blive rig betyder for jøden kun et mellemstadium, et middel til at nå det sande mål, og på ingen måde det virkelige mål. Jødens egentlige og dybeste ønske og immanente ideal er det: at kunne svinge sig op til åndsniveauet og et højere kulturelt samfundslag.

længe det endnu ikke lød på tugthus eller koncentrationslejr, blev mine bøger (i årene 1933 og 1934) trods alle vanskeligheder og chikanerier solgt næsten lige så talrigt som før. Den grandiose forordning »til det tyske folks værn« (»zum Schutz des deutschen Volkes«), der erklærede tryk, salg og spredning af vore bøger for statsforbrydere, måtte først gøres til lov, for at man med vold kunne få os trukket bort fra de hundredtusinder og millioner af tyskere, der endnu den dag i dag – hvis de måtte – hellere ville læse os og følge os i vort arbejde end alle de pludselige opreklamerede » Blut-und-Boden«-digtere.
At få lov til at dele denne skæbne: den fuldstændige litterære eksistenstilintetgørelse i Tyskland med så eminente samtidige som Thomas Mann, Heinrich Mann, Franz Werfel, Freud, Einstein og mange andre, hvis arbejder jeg finder ulige vigtigere end mine egne, har jeg snarere følt som en ære end som en skam, og enhver martyrgestus er mig i den grad imod, at jeg kun ugerne omtaler, hvordan jeg blev draget med ind i den fælles skæbne.

Leben und leben lassen« var den berømte wiener grundsætning, og den forekommer mig endnu den dag i dag mere human

Enhver sand kunstner henlever den største halvdel af sit liv i ensomhed og tvekamp med sit skaberværk - kun den uproduktive, den rene nyder, den, der lever livet for livets skyld, er i stand til at give sig helt hen i den umiddelbare virkelighed, til at være fri og rundhåndet. Den, der sætter sig mål, går udenom tilfældet: enhver kunstner skaber for det meste kun det, han forsømte at opleve.

De letsindige livsnydere derimod, deres modspillere, savner næsten altid evner til at udforme de mangfoldige oplevelser. De fortaber sig i øjeblikket, og dermed går dette øjeblik tabt for alle andre, mens kunstneren forstår at forevige selv den mindste oplevelse.

Prøv at forklare ham moralske eller jordiske forpligtelser - han vil forstå ligeså lidt af det som en neger af metafysik.

Hvis et under eller noget vidunderligt skal ske, er den første betingelse altid, at en enkeltperson tror på dette under. En uforbederlig persons naive mod kan netop der, hvor de lærde tøver, give det frugtbare skub fremad, og som for det meste er det også her en ren tilfældighed, der sætter det storslåede foretagende i gang.

Nu kan der ikke ske noget lykkeligere for et åndfuldt menneske end at blive udelukket fra det offentlige, politiske liv; derved rykkes tænkeren, kunstneren ud af den sfære, der er uværdig for ham, og som kun kan beherskes med brutalitet eller listighed, og sender ham tilbage til hans indre urørlige og uforgængelige sfære. For et intellektuelt menneske bliver enhver form for eksil en tilskyndelse til indre fordybelse, og Cicero oplever denne velsignede modgang i det bedste og lykkeligste øjeblik.

For anden gang er Marcus Tullius Cicero flygtet fra verden tilbage til sin ensomhed. Nu har han endegyldigt erkendt, at han som lærd mand, som humanist og rettens forsvarer lige fra begyndelsen var forkert placeret i en sfære, hvor magt gælder som ret, og hvor skrupelløshed virker mere befordrende end visdom og forsonlighed.