Øgledage

Altså:

Min mekaniske fader sagde altid når hans taleknap var stillet ind på ’visdom’:

– Det der kendetegner mennesket er ordenssans!

Fader, du havde ret.

Jeg må se at få ordnet mit liv.

min værtinde fru Flugel ved jeg at hun har en knude hvorom jeg intet ved. Og dog fylder netop denne knude op over al forstand. Det er snart således at hun er blevet til en knude som har en dame som gevækst.

er hun derude igen. Har hun rynkespørgsmål mellem øjenbrynene.

Hvad i alverden laver han derinde?

Unævnelige perversioner, penistortur, eller flaskerensere i anus.

På en måde er jeg sædvanligvis ganske stolt af min energi og planmæssighed. Jeg kan skam godt når jeg rigtig tager mig sammen. Undertiden ser man mig spadsere omkring i fastslået skønne landskabsområder, hvor jeg er stolt over at jeg sådan bevæger mig målbevidst afsted, mens andre folk planløst svirrer fra det ene til det andet, spiller fodbold, drømmer om voldtægt eller kigger på damelår

Ville ellers gerne være en ny tavle og et nyt stykke kridt, begynde forfra som noget flot. Møde hende som ny og være ny. Nye steder med nye luftninger i hjernen.

Derfor må jeg nu piske gennem landskabet, bestandigt på jagt efter sødme. Så trivielt, ikke at beskæftige sig med det åndelige, men kun ved sutteri.

Tænker på engang da Pluto og jeg

(og det er ham det handler om lige nu)

gik over en mark, som var indhegnet med elektrisk tråd. Der vandt han en krone fra mig ved dristig vandladning, men han var nu også altid så heldig.

Midtvejs blev vi forfulgt af køer, to køer, ti køer, halvtreds køer. Vi gik i spidsen for et kooptog, en gumlende masse der skreg på forløsning.

Vi er ikke frelseren, råbte vi, vi kan ikke forløse jer.

Og i stedet gav vi dem en flig af vor skjorte, og der stod de tilbage i deres tåge af skyld, uforløste, længselsfulde.