I 1157 var det endelig slut med mange års borgerkrig. Sven, Knud og Valdemar var klar til at dele riget, og det skulle et gilde i Roskilde bekræfte. Men Sven havde andre planer, og festen udviklede sig til Blodgildet i Roskilde. Det blev et vendepunkt. Ikke kun for Valdemar den Store, der sejrede og blev enekonge, men også i Danmarks historie.
Under Valdemar blev magten samlet hos kongen og hans nærmeste, mens de lokale stormænd og bønder på tingene mistede kontrollen med valget af konge. Danmark gik fra at være et valgkongedømme til at være et arvekongedømme. Det blev beseglet ved intet mindre end et statskup, da biskop Absalon i 1165 opfordrede til, at Valdemar skulle gøre sin 3-årige søn, Knud, til medkonge.
Valdemar den Store. Borgerkrigens barn er den første samlede fremstilling af Valdemar den Stores liv. Bogen fortæller om Valdemars fascination af den danske fortid, og hvordan han brugte historien til at nå sine mål. Hans ambitioner på egne og slægtens vegne skaffede ham både venner og fjender. Selv hævdede Valdemar at være udvalgt af Gud, mens hans fjender så ham som Antikrist, der fordærvede det danske rige.
Danmark blev større under Valdemar og hans sønner. Samtidig var han inspireret af udviklingen i Tyskland og England, ligesom han var præget af sine tidlige leveår i Ukraine og brugte sin mors fortællinger og egne erfaringer i krige og magtkampe.
