Om end Hemingway er mest kendt for sine romaner, anser mange hans noveller for det ypperste i hans forfatterskab. Novellesamlingen Ingenting til vinderen udkom i 1930 og var Hemingways tredje novellesamling. I sidste instans er er der ingen, der vinder i livets spil, slutresultatet er nederlag og død. Alt er forgængeligt. Novellen Et rent veloplyst sted slutter med den gamle
tjeners tanker om at alting er nada, intet, og at man derfor må søge at bevare en vis værdighed som menneske, en sindsro og ligevægt, en smule orden i tingene. Krigens meningsløshed skildres i Som I aldrig bliver om rekonvalescenten som med ødelagte nerver aflægger et besøg ved fronten. Skildringen af slagmarken kommer igen i De dødes naturhistorie som munder ud i en oprivende scene omkring en dødeligt såret. Erfaringerne fra krigen har bestemt holdningen i Hemingways forfatterskab, den stadige optagethed af faren og døden, sammen med viljen til at stå imod og holde ud.
“Det er i Hemingways noveller, at man stadig oplever hans storhed som forfatter. De er to the point og skrevet med en præcision, som er Hemingways helt egen stil. Det er Hemingways novellekunst, der gør ham til en af det 20. århundredes allerstørste forfattere.” – Leif Davidsen
“Det bedste ved hans noveller er det indtryk, de giver af, at noget mangler, og netop dét er deres hemmelighed og skønhed” – Gabriel García Márquez
