Louise H.A. Trankjær

accent. “Fra Gerardo.”
“Ja. Ja

Maja skænkede sig et glas rosé og tog det med ned i haven, selvom hun vidste, hun burde sætte sig og spise noget og drikke et glas vand i stedet. Hun stillede sig i skyggen af en stor busk og betragtede kvinden, der ivrigt kradsede løs i jorden blandt alle de forskellige blomster.

”Mor?” Det lod ikke til, at Kristine havde hørt hende komme.

Hun så op. Hun havde en stråhat på hovedet, som Maja genkendte fra knagen i bryggerset. Det var en, der var efterladt i huset, da hun overtog det.

”Hej, skat.” Hendes mor rejste sig, skyggede for solen med hånden og smilede stort. ”Hvordan gik det?”

De satte sig op til cafébordet, Maja hentede et ekstra glas rosé til dem og genfortalte alt, hvad der var sket med Roy og Elisa. Det var længe siden, hun havde talt med sin mor på den måde. Ikke i en relation, ikke som mor og datter eller bedstemor og børnenes mor, men som kvinde til kvinde. Det var anderledes, men det var også virkelig rart, og Maja lod sig falde tilbage i stolen, mens hun gengav Elisas umiddelbare og helt åbne væremåde, der havde været så forbløffende.

Kristine sad lænet frem med underarmene på bordet og fingrene dansede om vinglassets stilk. Hun havde røde kinder og en lidt rød næse efter timerne i solen.

„Løber du?“ spurgte jeg. „Med vilje?“

„Ja,“ sagde han og lo åbenlyst. „Jeg løber ikke, fordi jeg bliver jagtet, jeg løber for at dyrke motion.“