Jens Andersen

Til tider var han lammet af angst, inden Meisling overhovedet havde taget fat med sine verbale overfald. De andre disciple i klassen kunne med stigende undren se, hvordan Hans Christian gav sig til at dirre, og hans ansigt blev hvidt som et lagen, hvis rektor ville høre ham i lektien og om lidt slog ned på hans usikre, stammende præstation med ord som: De er doven! – En utålelig kegle! – Et galt menneske! – Et dumt fæ!