Clara Hammerich

Enhver sand kunstner henlever den største halvdel af sit liv i ensomhed og tvekamp med sit skaberværk - kun den uproduktive, den rene nyder, den, der lever livet for livets skyld, er i stand til at give sig helt hen i den umiddelbare virkelighed, til at være fri og rundhåndet. Den, der sætter sig mål, går udenom tilfældet: enhver kunstner skaber for det meste kun det, han forsømte at opleve.

De letsindige livsnydere derimod, deres modspillere, savner næsten altid evner til at udforme de mangfoldige oplevelser. De fortaber sig i øjeblikket, og dermed går dette øjeblik tabt for alle andre, mens kunstneren forstår at forevige selv den mindste oplevelse.

Prøv at forklare ham moralske eller jordiske forpligtelser - han vil forstå ligeså lidt af det som en neger af metafysik.

Han forårsager ingen sammenbrud, ingen fortvivlelse, han har gjort mange kvinder lykkelige og ingen hysterisk; fra dette rent sanselige eventyr vender de ubeskadigede tilbage til hverdagen, enten til deres mænd eller til andre elskere. Han stryger henover dem alle som en tropisk vind, der får dem til at blomstre op til hedere sanselighed. Han får dem til at gløde, men brænder dem ikke, han erobrer uden at tilintetgøre, han forfører uden at ødelægge, og netop fordi hans erotik foregår i overhudens fastere væv og ikke i den virkelige sjæl, der er lettere at beskadige, afføder hans erobringer ingen katastrofer.