Karl Ove Knausgård

Der, alene i en etværelses, feminint indrettet lejlighed midt i Söder, læste jeg Gitta Serenys bog om Treblinka Into that darkness, den gjorde mig dårligt tilpas i to uger, og efter det læste jeg ikke mere om det, den vej var det ikke muligt at komme længere ad, der lukkede alt sig om sig selv.

Hvis jeg havde sagt det til Espen, ville han have protesteret energisk, han så ikke sig selv sådan, det vidste jeg, men der var en enorm forskel på os; han kunne læse Ekelöf, Celan, Akhmatova, Montale, Ashbury, Mandelstam, digtere jeg knap nok havde hørt om, som det mest selvfølgelige i verden, og der var ikke noget prætentiøst over hans læsevalg, som der desværre var over mit, jeg viftede med forfatternavne som middelalderriddere viftede med flag og faner, men ikke han, ikke Espen, han var ægte.

Der var ikke meget mørke i mit liv! Så lod jeg titlen stå endnu en gang og begyndte at læse indledningen.

jo at den bare var sådan okay.

– Men jeg vil jo gerne se hvordan det går.

– Hvor er Magne og Ida?

– Magne er inde på sit værelse. Ida er ude at løbe, sagde Julie. – Hvorfor?

– Ikke for noget.

Vinen var herlig kold og sød som saft. Jeg gik ud i køkkenet for at skænke op igen og tog hele kartonen med tilbage.

– Det må jeg nok sige, sagde Julie. – Skal du i byen, eller hvad?

– Måske. Vil du med?

– Det tror jeg ikke. Skal tidligt op i morgen.

– Hvad med dig? sagde jeg og så på Kristoffer.

– Er ikke helt i humør til at gå ud.

– Kom nu! Det er altid sjovere at gå i byen når det ikke er planlagt.

Døren gik op. Idas prustende åndedræt hørtes ude i gangen, og så skridt hen til badeværelset.

– Klokken er ikke engang ti, sagde jeg.

– Du er virkelig ivrig, sagde Kristoffer.

– Er da ikke ivrig. Det er bare en god idé.

Jeg følte mig helt dum der i sofaen. Havde lagt lidt hårdt ud, og nu var der pludselig ingen vej tilbage. Kunne heller ikke bare gå i seng.

– Da du blev dumpet, gik vi allesammen i byen. Kan du huske det? sagde jeg. – Det var en søndag.

– Det glemmer jeg aldrig, sagde Kristoffer.

– Har du kærestesorger, lillesøster? sagde Julie. – Vidste ikke engang at du havde en kæreste! Var det ham derude?

Jeg rystede på hovedet.

– Det er omvendt.

– Er du forelsket?

– Det tror