Pia Konstantin Berg

»Alt okay?« spørger turneringslederen, da han sporer min tøven.

Jeg vil hellere drikke en hel dåse Axe bodyspray, mens vilde vaskebjørne slubrer min knoglemarv i sig, end at sidde over for den nar. »Jah.« Jeg synker.

Jeg bliver nødt til at komme i kontakt med ham, men hvordan? Jeg har ikke hans nummer. Kan jeg fremmane ham ved hjælp af et pentagram lavet af tårne, eller – Emil!

»Hør her, det er ikke, fordi jeg som sådan nægter at tape dine flossede nervetråde sammen, men som jeg nævnte tidligere, vil jeg hellere dø ved harpunpenetrering, mens jeg høster rødbeder, end at engagere mig i den råddenhed, som menneskelige følelser...«