Hans Christian Andersen

Til gården hørte der både skove og søer, og tæt ved de smukke bygninger havde skræppebladene vokset sig så store, at små børn kunne stå oprejst under dem.

„Vi ere meget forskjellige, Bernardo!“ sagde jeg, „og dog hænger mit Hjerte forunderligt ved Dig, tidt ønsker jeg, at vi altid kunde være sammen.“

„Det vilde være daarligt for Venskabet,“ svarede han, „nei da vilde det være slidt op før vi vidste det. — Venskab er som Kjærlighed, det bliver stærkest ved Skilsmissen. Jeg tænker tidt paa, hvor det i Grunden maa være kjedeligt at være gift; idelig og idelig at see hinanden, og det ind i alle Folder. De fleste Ægtefolk ere da ogsaa kjede af hinanden, det er kun et Slags Anstand, en Art Godmodighed, der holder dem sammen i Længden. Jeg føler det godt med mig selv, at om mit Hjerte brændte nok saa heftigt, og hendes, jeg elskede, brændte, som mit: naar Luerne mødtes, vilde de slukkes. Kjærlighed er en Længsel, og Længselen døer, naar den opfyldes.“

Signora eller, da vi jo veed hendes Navn, Santa kom os med aabne Arme imøde. Den lyseblaae Silkedragt klædte hende godt; havde hun været lidet mindre fyldig, kunde hun have gjældet for meget smuk.