André Aciman

»Cor cor­di­um, hjer­ter­nes hjer­te, jeg har al­drig sagt no­get me­re sandt til no­gen i he­le mit liv.«

over­rum­plet

Han kom. Han tog af sted. In­tet an­det hav­de for­and­ret sig. Jeg hav­de ik­ke for­and­ret mig. Ver­den hav­de ik­ke for­and­ret sig. Al­lige­vel vil­le in­tet væ­re det sam­me. Det enes­te der er til­ba­ge, er drømme­mage­ri og be­syn­der­lige min­der.