Julie Hastrup

»Kristine er bare fantastisk.

Steffen havde også sit job i klubben, hvor teenagerødderne så op til ham.

Han var iført T-shirt og lædervest med klubbens logo, hans hår var gråt, kraftigt og vildtvoksende, og det samme var fuldskægget.

Afhøringen havde foreløbig varet en time, og Michael havde indtil videre intet fået ud af den. Grande nægtede at have dræbt Ernst Bundgaard, ligesom han benægtede, at de øvrige klubkammerater kunne være skyldige – faktisk i noget som helst. Michael kæmpede bravt, og som tiden gik, blev hans ansigtskulør langsomt mørkere. Efter yderligere en times tavshed hamrede Michael til sidst en knytnæve så hårdt ned i bordpladen, at samtlige kaffekopper klirrede, og bad to af de tilstedeværende betjente om at føre Grande tilbage til sin celle. Grande protesterede højtlydt, og de kunne høre ham brokke sig, mens han blev ført bort.

Michael tørrede sveden af panden med en serviet og sendte Rebekka et dystert blik.

»Den afhøring klarede jeg sgu ikke særlig flot.«

Hun slog beklagende ud med armene.

»Han er også svær. Han kender spillet, og hvis han fornemmer, at I ingenting har ...«

Michael sukkede tungt.

»Det gør han helt sikkert, og han har jo desværre ret. Vi har ikke noget. Endnu. Selvfølgelig mangler vi svar fra kriminalteknikerne, men vi har for længst tjekket for hans fingeraftryk, og der var ikke noget match. Jeg kan snart ikke trække den længere, og så bliver jeg tvunget til at lade ham gå. Det er noget lort.«

Han dunkede atter knytnæven mod bordpladen. Så løftede han blikket og mødte hendes.

»Har du et forslag?«

»Øh, altså ...«

Rebekka tøvede. Hun ville nødig kritisere Michaels forhørsmetode, men en afhøring var baseret på stor psykologisk indsigt, og formålet var altid at skabe kontakt. Hvis kontakten udeblev, fik man sjældent noget, hverken brugbare oplysninger eller en tilståelse.

Netop forhør og afhøringsteknikker var Rebekkas spidskompetence. Hun havde ofte succes med at skabe en tæt forbindelse til en mistænkt – den forbindelse, som var helt afgørende for, at personen følte sig tryg og derfor ville åbne munden og fortælle. Kognitiv afhøring, som metoden hed, var udviklet af nogle amerikanske psykologer i 1960’erne og gik ud på at lytte fremfor at bombardere vidnet eller den mistænkte med spørgsmål. Man startede ofte samtalen med småsnak, for eksempel om barndommen, og bevægede sig lige så stille hen mod det egentlige i afhøringen. Metoden var dog ikke for de utålmodige, den krævede god tid, menneskekundskab og tålmodighed.

Rebekka trak vejret dybt ind.

»Det gør det helt sikkert

øs.«

»Ja, ikke! Hvad var det, du ville

Jeg husker ikke, at Magdalena nævnte noget om, at Dunya ikke mødte op, som hun plejede.”

Han huskede, hvordan Mercedes, som en sidste gestus, havde taget smykket af og forsigtigt viklet det om deres afdøde datters lille håndled, mens hun med tårer i øjnene kyssede barnets hvælvede pande.

Han havde nænsomt rådet hende til at beholde smykket, pigen kunne jo alligevel ikke længere beskyttes, og de ville jo, forhåbentlig, kunne få andre børn, der ville have behov for beskyttelse, men Mercedes havde været stålsat – smykket skulle følge Ana María.

Torbens tøven havde været tilståelse nok.

Gyset, som en kølig brise i nakken, ved tanken om at være fanget i en uigennemtrængelig tåge, rundtosset over ikke at kunne skelne, hvad der var op eller ned, højre eller venstre, havde fået nakkehårene til at stritte.

men havde blot overladt opgaven til hende, og hun havde ligget på siden vendt mod barnet i deres midte, bevæbnet med en ekstrasut i hånden, lige til at stikke ind i den lille