Han Kang

Nu vil jeg spørge Dem om noget, professor.

Er det sådan at menneskets eksistens er grundlæggende voldelig? Er vold den eneste helt universelle oplevelse vi har? Er værdighed kun et selvbedrag vi lever med, mens vi når som helst kan blive reduceret til ingenting – til insekter, til bæster, til klumper af pus og materie? At blive ydmyget, såret og dræbt: Er verdenshistorien det fældende bevis på at dette er kernen af vores menneskelige erfaringer?

Han bad Maria Kodama, hans smukke, yngre kone og litterære sekretær, som havde giftet sig med Borges to måneder før hans død i en alder af syvogfirs, om at sørge for det.

Der findes ondskab i verden, og den får uskyldige mennesker til at lide.
Hvis Gud er god, men ude af stand til at rette op på det, er han impotent.
Hvis Gud ikke er god men bare omnipotent, og han ikke gør noget for at rette op på disse ting, er han ond.
Hvis Gud hverken er god eller omnipotent, kan han ikke kaldes Gud.
Derfor er eksistensen af en god og omnipotent Gud en håbløs fejlslutning.

Der var endnu ikke noget knivsblad imellem mig og verden, så dengang var det nok i sig selv.

Kvindens øjenlåg sitrer. Som insektvinger der gnider energisk mod hinanden.

Dengang hun fik øje på det til deres første undervisningstime, havde hun tænkt på det som et mærke efter, at der engang havde strømmet tårer.

Nu hvor det var tilbage, havde hun ikke andet valg end at opgive al den slags.

Hun tænkte ikke længere i sprog. Hun bevægede sig omkring uden sprog og forstod uden sprog – sådan som det også havde været, før hun lærte at tale, nej, før hun var blevet levende; en tavshed der sugede tidens gang op som kugler af bomuldsvat og omsluttede hendes krop både udvendig og indvendig.

I modsætning til tidligere er den tavshed, der nu er vendt tilbage efter en periode på tyve år, hverken varm eller fortættet eller lys.

Den brændende væge til den kolde sprængladning trykket ind i hendes hjerte er slukket.