da

Forlaget Mellemgaard

  • Tinna Justsenje citiraoprošle godine
    bad dem forsvinde. Hun var helt
  • Verner Olsenje citiraoprije 2 godine
    Han rystede på hovedet over den modbydelige opgave, han havde været ude i indtil godt midnat. Han var kørt direkte hjem og var
  • Joan Lønborgje citiraoprije 10 mjeseci
    hvordan tid og evighed forholder sig til hinanden: ”Den Ulykkelige er nu den, der har sit Ideal, sit Livs Indhold, sin Bevidstheds Fylde, sit egentlige Væsen paa en eller anden Maade udenfor sig.
  • Joan Lønborgje citiraoprije 10 mjeseci
    kun den individualitet, der er sig selv nærværende, er den lykkelige
  • Joan Lønborgje citiraoprije 10 mjeseci
    dette, at være idag, i Sandhed at være idag. Og i samme Grad som det er sandere, at Du er idag, i samme Grad som Du mere er Dig selv ganske nærværende i at være idag, i samme Grad er Ulykkens Dag Imorgen ikke til for Dig. Glæden er den nærværende Tid med hele Eftertrykket paa: den nærværende Tid. Derfor er Gud salig, han som evigt siger: idag, han som evigt og uendeligt er sig selv nærværende i at være idag. Og derfor er Lilien og Fuglen Glæden, fordi de ved Taushed og ubetinget Lydighed ganske ere sig selv nærværende i at være idag.” (LF, SKS 11, 43)
  • Vibeke Anja Lundje citiraoprije 8 mjeseci
    Luke lod sin mund møde hendes, langsomt, blødt, og åh, så sødt. At kysse ham var som at synke ned i det mest behagelige, hun kunne forestille sig, en stor seng med dunede dyner, eller måske en enorm skål skumfiduser.
  • Erik Johansen Jappeje citiraoprije 9 mjeseci
    Men slagtningen af vores store gris på gårdspladsen til jul blev en traumatisk oplevelse. Allerede mens slagteren og hans hjælpere trækker den ud af stalden, skriger den, som om den ved, hvad der skal ske, og den bliver ved med at skrige, efter at slagteren har skåret dens halspulsåre op, hvorved den forbløder i en kaskade af blod, og skrigene langsomt bliver svagere. Det tog lang tid at forvinde skrigene og blodet, selvom jeg selvfølgelig spiste dens krop, da mor og Elleby havde lavet den til flæskesteg og pølser af forskellig slags i køkkenet.
  • Erik Johansen Jappeje citiraoprije 9 mjeseci
    Kendskabet til nazismens ideologi og til mine familiemedlemmer tvang mig til en form for abstrakt tænkning. Jeg måtte jo prøve at forklare, hvorfor de mennesker, jeg havde elsket, ja, stadig elskede, havde tjent så ringe en sag. Denne proces har Ulrich Horst Petersen skildret på en måde, jeg fandt slående, da jeg meget senere i livet læste et af hans erindringsstykker:

    ”Det er muligt, at Leif Panduro, min halvbror som jeg havde genset på dette tidspunkt, havde ret i at jeg var så optaget af nazismen fordi vores fælles far var død for Tyskland og den tyske sag. Leif yndede at spille rollen som storebror der fortæller lillebror, hvad det hele egentlig drejer sig om! Men naturligvis havde han ret i den forstand, at vi altid kommer til vore åndelige problemer ad de privateste veje, eller rettere: at det, der senere stiller sig for os som åndelige problemer, tidligere har stillet sig ganske primitivt som elementære livsproblemer – hvilket jo ikke forklejner de åndelige problemer, men blot viser at de har rod i livet selv, er en del af det. I hvert fald: at det menneske jeg havde elsket samtidig havde tjent en ringe sag havde så at sige på min krop vist mig, hvor ringe afstanden er fra det vi kalder det normale til de udskejelser, alle nu var enige om at fordømme moralsk. Det var netop denne problemstilling, der optog mig – for hvis Hitler havde kunnet komme til magten var det, fordi afstanden ikke var så stor, og det betød, at han ikke kunne affærdiges som et specifikt tysk intermezzo, der havde sin årsag i en særlig tysk historisk tradition for brutal magtanvendelse og verdensfjern, politikfjendtlig kulturdyrkelse.” (På vej til mig selv, s. 76).
  • Erik Johansen Jappeje citiraoprije 9 mjeseci
    Fars død var den største sorg i mit liv, og måske blev jeg så stærkt grebet af nazismen som følge af hans død. Jeg mener: Måske kom nazismen og Frits Clausen i nogen grad til at stå i fars sted.
  • Erik Johansen Jappeje citiraoprije 9 mjeseci
    Det førte dog heller ikke til et mere velfungerende eller aktivt parti, og i november 1972 meldte jeg mig endeligt ud af såvel VS som Leninistfraktionen. Jeg var frustreret, men havde også en smule dårlig samvittighed, fordi jeg stadig syntes, det var vigtigt at være politisk aktiv på venstrefløjen. Men det kunne jo også ske på andre måder. Radikalismen bibeholdt jeg – måske genetisk betinget? – men jeg var nu overbevist om, at politiker – det egnede jeg mig i hvert fald ikke til at være. Jeg var både for utålmodig og for stiv i mine holdninger til at kunne indgå i et politisk holdspil.
fb2epub
Povucite i ispustite datoteke (ne više od 5 odjednom)