Den maskuline dominans

hævder langt fra, at dominansstrukturerne er ahistoriske, men vil tværtimod forsøge at fastslå, at de er resultat af et uophørligt (altså historisk) reproduktionsarbejde, som enkeltstående agenter bidrager til (heriblandt mændene, med våben som f.eks. den fysiske vold og den symbolske vold) såvel som institutioner, familier, Kirken, Skolen, Staten.

Men, kunne man indvende, når en sådan delvist analytisk brug af etnografien historicerer og dermed af-naturaliserer det, der fremtræder som det mest naturlige i den sociale orden, nemlig opdelingen mellem kønnene, risikerer den da ikke at belyse nogle bestandige og uforanderlige størrelser – som netop danner grundlag for dens socioanalytiske effektivitet – og derigennem at ratificere og eviggøre en konservativ forestilling om relationen mellem kønnene: selve den forestilling, der sammenfattes i myten om »det evigt kvindelige«? Det er dér, man må give sig i kast med et nyt paradoks, der kan nødvendiggøre en fuldstændig revolutionering af tilgangen til det, man har villet studere i form af »kvindehistorie«: Når vi, uafhængigt af alle de synlige ændringer af kvindens vilkår, kan iagttage disse uforanderlige størrelser i dominansforholdene mellem kønnene, bliver vi nødt til at lade den vigtigste genstand for undersøgelsen være de historiske mekanismer og institutioner, der gennem historien uophørligt har trukket disse uforanderlige størrelser ud af historien.
En sådan revolutionering i erkendelsen ville ikke være uden følger i praksis, og

De opdelinger, der konstituerer den sociale orden, og mere præcist de sociale dominans- og udnyttelsesforhold, der institueres mellem kønnene, indskriver sig således gradvist i to forskellige klasser af habitus, i form af indbyrdes modsatte og komplementære, kropslige hexis og i form af principper for anskuelse og opdeling; disse fører til at klassificere alle ting i verden og alle praktikker ifølge kendetegn, der kan reduceres til modsætningen mellem det maskuline og det feminine.