Vildheks 1: Ildprøven

for pludselig var vi ude af byen, og der var ikke mere gadelys og trafikstøj omkring os, kun mørke, og indimellem

Himlens Ild
Fakler flammede i mørket, og månen hang stor og gråhvid over Ravnekedlen. I træerne sad ravnene roligt nu og flaksede bare en gang imellem med de tunge vinger. På jorden stod ravnemødrene, men også en tæt flok af tilskuere der åbenbart var kommet for at se hvordan lille Clara Ask ville klare sig i ildprøverne. Kun Kahla havde ikke fået lov selv om hun denne gang havde skældt ud og protesteret så hendes far til sidst måtte trække hende til side og tale længe og sammenbidt med hende.
Hvorfor var det mon så vigtigt for hende at være her? Hun som hadede kulden så meget. Var det mon for at støtte mig, eller var det bare fordi hun ikke ville gå glip af at se mig tabe?
Kimæra stod få meter fra mig, så tæt at hendes vinger ville røre mig hvis hun strakte dem.
“Jeg håber du er klar, heksebarn

spurgte jeg. “De der ildfluer?”
“Ja. Hvis du ikke får dem til at lade være. Det er kun små flammer, men der er mange af dem.”