I “Det her samfund!” tager Johannes Sløk selve den demokratiske styreform op til kritisk analyse. Han støtter sig i dette forehavende til sine gamle læremestre, Kierkegaard og Platon, og forsøger både at leve op til deres radikale forkastelse af det demokratiske velfærdssamfund og til den ironi, som de gjorde det med.
Demokratiet bygger filosofisk set på et katastrofalt meningstab, for så vidt som ingen længere kan forbinde nogen “mening” med livet overhovedet. Derfor kan demokratiet kun lægge an på, at “folket” skal have det så rart som muligt. Men just af den grund kan en demokratisk regering overhovedet ikke regere. Den må bestandigt lefle for vælgerne, for pressionsgrupper, for administrationen, for organisationerne. Det medfører et lighedsmageri, en fremmelse af middelmådighed, af formynderi og umyndiggørelse, af en offentlighed gennem presse og elektroniske medier, så resultatet bliver, at skønt demokratiet skulle være den store frigørelse, er det i virkeligheden blevet en gennemført undertrykkelse.
Måske var det bedre at genindføre den oplyste enevælde og altså placere al magt hos én bestemt person. Man kunne også lade demokratiet bryde sammen, ikke ved hjælp af brosten og bomber men ved at sige nej og nægte at deltage – som et anarkistisk menneske ville gøre det.
