Halvt i himlen

Da Ellen skulle bage brunkager forleden, måtte hun bede fruen om at åbne og finde sig i hendes stikkende blik, imens hun stod og vejede af.

Dagmar fløj op, da hun kom ind ad entrédøren, og lagde det blomsterbroderi, hun var i gang med, fra sig på bænken.

Dagmar rystede på hovedet.

Så fulgte han dem ligesom lidt tilfældigt på vej.

Hun hev hans jakke af ham og hans hvide skjorte op af bukserne og stak hænderne indenfor, så hun kunne mærke hans hår og hans hud og hele tiden hans vidunderlige tunge åndedræt og kys på hendes hals og læber, og forsigtigt skubbede han hende hen til væggen.

Tørrede krummerne af dugen og vaskede op.

De havde arbejdet hver for sig resten af lørdagen, men da de havde fri lidt over otte, havde Dagmar heldigvis ikke så travlt med at komme afsted.

De behøvede ikke gå rundt med overtøj på indenfor eller vågne op med løbende næser og iskrystaller på ruden.

Hurtigt bandt hun sit tørklæde om håret.

På bagsatsen i bogen her ses mine oldeforældre, Robert og Ellens bryllupsfotografi, hvor familien og de mange gæster har taget opstilling i stuen i Larsbjørnsstræde. På anden række fra venstre ses Knud, Dagmar, moren Sofie, Ellen, Robert, gommens mor, Pauline, og til sidst hr. overkonduktør M.P Petersen. Skråt bagved Knud står Hartvig og ved siden af ham hans kone, Edith.