En rigtig kærlighed

Du vender dig om og ser dig tilbage.

“Kom,” siger jeg, og så går vi ud på gaden sammen. Jeg slipper ikke din hånd. Du slipper ikke min.

Det er kun godt sådan, det er helt rigtigt for dig og mig.

Jeg nikkede.

“Du smiler.”

“Gør jeg?”

Du nikkede.

Jeg holdt ikke op. Det var også blevet min tur til at få lidt sol

Min psykolog sagde, jeg skulle skrive alle mine regler op.

Det gjorde jeg. De fyldte syv tætskrevne A4-sider. Og det var kun regler for en hverdag. Weekender og ferier var meget længere

Smerten er for længst blevet min. Den holder jeg også for mig selv. Jeg er ikke sådan en, der deler noget med nogen. Ikke engang med dig.

Og det er virkelig mit problem.

Det bliver kun værre.

Alt det, jeg aldrig fortæller nogen. Slet ikke dig

Min far siger, det er deres kultur. De kan ikke gøre for det.

“At de hader mig?”

“Ja. Bare lad være med at sige det til nogen, så bliver det bare et problem.”

“Klamt” er der en, der siger bag os.

Så slipper vi hinanden igen. Man skal ikke provokere til mere vold. Det er nok bedre at holde om hinanden hjemme i lejligheden. Sådan har du også fået det.

Vi går hjemad. Vi taler ikke om det. Vi siger ikke noget.

“Jeg elsker dig,” siger jeg.

“Jeg elsker virkelig også dig,” svarer du.

Så står vi lidt og holder om hinanden. Lige der, hvor jeg for seks døgn siden blev overfaldet

Du bliver stående. Vil holde om mig. Jeg lader dig gøre det. Jeg kan ikke lide det. Jeg tænker på hans hænder om min hals. Deres spark. Lyden af knogler, der knækker. Jeg begynder at ryste.

“Hvad sker det?”

“Det er bare, fordi det er frostvejr,” siger jeg.

Jeg er ikke blevet slået ned, fordi jeg er bøsse, det bliver jeg ved med at sige, og på den måde retfærdiggør jeg, at det egentlig er sket

Jeg hader mig selv, fordi jeg ikke siger det, som det er.

Men jeg er god til at bilde mig selv ind, at det er bedst sådan.

For mig.

Og for dem, der har gjort det.