Vinter-eventyr

Der havde været en tid, hvor

at han var kommet herop af egen fri vilje, og at ingen anden havde kommanderet ham til det.

Hans egne erfaringer havde lært Simon, at enhver må klare sig selv her i verden, og at det kun er børn og fæhoveder, der stoler på, at andre skal hjælpe dem.

Således kom skibsdrengen tilbage til sit skib „Hebe“, der skulle lette anker næste dag ved middagstid, og levede så længe, at han kunne fortælle denne historie.

Hun stirrede ham ind i øjnene. „Vi glemmer ikke!“ sagde hun. „Du slog mig i hovedet, dér højt oppe i masten. Nu skal jeg give dig det slag tilbage.“

Du har drukket med Sunniva nu,“ sagde hun, „du har drukket lidt forstand ind, så at i fremtiden ikke alle dine tanker skal falde som regndråber i den salte sø.“

Så du er sådan en dreng,“ sagde hun, „som vil slå en mand ihjel, hellere end han vil komme for sent til stævnemøde med sin kæreste?

Vi holder sammen, skal jeg sige dig, vi kvindfolk her i verden. Nu skal jeg mærke dig i panden, så at pigerne kan se det på dig. De vil synes godt om dig for det.“ Hun trak i drengens hår, legede med det og snoede det omkring sin finger.

jeg huggede dig i tommelfingeren, da du tog mig, det er ikke mere end ret, om jeg skal skære min egen tommelfinger til blods for dig i nat.“

Denne gang boede hun i Tagaunga, i et gammelt smuldrende tårn, sådan et som de der kalder en minaret.