Forsvundet

„Det må du meget gerne,“ sagde Tess.
Susanne kom tilbage lidt efter.
„Gärsnäs. Vi lejede bilen på en tankstation eller noget lignende der. Magnus kan ikke huske det præcise navn, men det var et gult hus med en masse veteranbiler udenfor, og det lå midt i landsbyen ved jernbanesporene.“
Chrilles værksted igen, tænkte Tess.
Hun gik ind til Ruben Szymuk.
„Må jeg tage en kopi af det der?“
Hun pegede på skærmen.
„Det er langtfra fuldstændigt,“ svarede Szymuk.
„Men det er allerede meget bedre end det danske politis. Der er en person, som jeg gerne vil vise det til, og det kan ikke vente et døgn.“
„Vi er ikke færdige med øjnene endnu. Men du kan måske fortælle om det, du lagde mærke til,“ sagde han henvendt til Susanne Ek.
„Nu, mens vi sad her, fik jeg pludselig et tydeligere billede af hans øjne,“ sagde hun. „Det ene var mørkere end det andet, som om han havde en mørk plet i det. Men jeg kan ikke sige hvilket et af dem.“
„Det vil vi prøve at få frem nu. Har du hørt om Waardenburgs syndrom?“ spurgte Szymuk.
Tess rystede på hovedet.
„Det er en arvelig sygdom; de, der bliver ramt af den, har ofte store partier med forandringer på kroppen og en eller flere lyse afgrænsede pigmenteringer i håret på samme måde, som vores mand her har. Et andet almindeligt fænomen er forskellig øjenfarve, ofte er det ene brunt og det andet blåt. Christopher Walken og Kiefer Sutherland er kendte personer, som siges at have syndromet. Jeg tænker, at han kan have det samme.“
De danske ofre havde ikke nævnt noget om øjnene, tænkte Tess. Hun måtte ringe til Carsten Morris.
„Interessant. Og det bør vel fremgå af dna-profilen?“
„Ja,“ sagde Szymuk og smilede. „Det er muligt. Jeg tegner bare.“
Hun gik ud til printeren og hentede udskriften af billedet, som Szymuk havde printet ud. Tilføjede informationerne om de forskelligt farvede øjne. Velbygget, omkring en firs til en femogfirs, godt halvtreds år, ryger. Slet ikke nogen håbløs profil.
Især ikke hvis han havde opholdt sig i landsbyerne på Österlen.