Håbløse slægter

"Ikke for det, jeg har været "slem"," sagte han. "Jeg havde Selskab iaftes, og saa, da de gik—et Par af Rødderne med deres Damer—satte jeg mig til at skrive en Idyl.

William var blussende rød, turde ikke se op. Han vidste ikke, men han var grebet af en pludselig Angst: Om Professoren var blevet for gammel?
Og Professoren sad imidlertid med opspilede Øjne og saa paa dette
Menneske paa to og tyve Aar, der vilde spille "Tartuffe

"Nu maa det gøres," sagde William, holdt inde, drog Vejret dybt, sagde saa sagtere: "Det er Skuespiller, jeg vil være

, kære Ven, min private Mening er det jo nok, at Samfundet og vi forbereder en ny og forbedret Udgave af Syndfloden, men saa kan vi da idetmindste efterligne de andre: de dansede, lige til Floden kom."

… Véd De, at min Fader var sindssyg, min Moder døde af Brystsyge—"
"Aa—Snik, Snak, saadan kunde vi jo alle sige—"
"Maaske, men saa er det netop Ulykken, naar de andre virkelig er ligesaa ulykkelige som jeg …"

Der var i Tonen noget mildt, som ikke plejede at ligge der, og som slog William. Han blev pludselig meget blød: "Men der er ingen, som tror paa mig," hviskede han, det "gik i ham". "Slet ingen."

aa"—Hoff? fløjtede—"det saá ud til, at Grevinden interesserede sig for Dem—men det … vil jo—ikke sige meget … Grevinden interesserer sig i det hele overordentlig for unge Mennesker."

Gaa, William." sagde hun sagte, blev selv liggende ubevægelig. "Gaa …"
Han saá paa hende og smilede, rystede paa Hovedet og bøjede sig ned; han kyssede hurtige hendes Hals.
"Slip mig—slip mig!" sagde hun og stødte ham fra sig. "Slip mig."

men undertiden kørte han med en Ven, et Menneske, som havde det moralske Mod at vise sig sammen med ham, skønt han var ligesaa bagtalt privat som offentlig

Margrete Blom og William Høg rødmede, hver Gang de saá paa hinanden.