Faldet

Jeg beholdt alle mine kærlighedsforhold, så jeg kunne benytte mig af dem, når jeg ville. Jeg kunne altså kun leve, og det tilstod jeg åbent for mig selv, på den betingelse, at alle mennesker på jorden, eller det størst mulige antal, vendte ansigtet mod mig, disponible i al evighed, uden noget eget liv, rede til at besvare min kalden på et hvilket som helst tidspunkt og henvist til ufrugtbarhed indtil den dag, jeg nådigt lod min sol skinne over dem. For at jeg kunne leve lykkeligt, var det alt i alt sådan, at de mennesker, jeg udvalgte, ikke måtte leve. De måtte kun få deres liv, med lange mellemrum, når jeg fandt det for godt.

Vi er alle sammen særtilfælde. Vi vil alle sammen påberåbe os et eller andet! Alle gør krav på at være uskyldige, for enhver pris, selvom det indebærer, at man anklager hele menneskeheden og himlen med. Det er ikke specielt opmuntrende

retssal. Kort sagt, fra det øjeblik, da jeg anede, at der var noget i mig, der kunne dømmes, forstod jeg, at de uimodståeligt følte sig kaldet til at dømme

ville løbe, men jeg rørte mig ikke

en tynd ung kvinde i sort tøj

Jeg havde allerede gået omkring halvtreds meter, da jeg gennem den stille nat hørte lyden, som trods afstanden forekom mig usandsynlig høj, af et legeme, der ramte vandet

langtfra, jeg bliver let rørt og kommer let til at græde. Det er bare sådan, at min begejstring gælder mig selv, mine rørte følelser angår kun mig.

Jeg lærte i det mindste, at jeg stod på de skyldiges, de anklagedes side, præcis så længe deres forseelse ikke var til skade for mig selv

Jeg levede altså fra dag til dag uden nogen anden sammenhæng end den fra mig til mig til mig

Når jeg beskæftigede mig med andre, var det af ren nedladenhed, frit og uden tvang, og fortjenesten var min alene: Jeg steg en grad i den kærlighed, jeg nærede til mig selv