Bibliotekaren fra Auschwitz

De forestiller sig Margits mor og søster i det øjeblik, hvor de står på den anden side, der hvor kampen for overlevelse er slut, og der ingen frygt er længere.

dem, at de skal stille op til appel, men da hun

vågner altid med et nervøst sæt, for når de åbner

Mørket og kulden inviterer ikke til lange samtaler, men Dita fortæller det hele lige fra starten.

nyttede han lejligheden til at springe hen over den, som om det var et forhindringsløb. Hans drøm var at blive professionel atlet.

Da han var ti år, gik hans barndom i tusind stykker på grund af hans fars død. Mens han sidder et øjeblik og hviler på en taburet i barakken, forsøger han at fremkalde billedet af sin far, men dengang var hans hukommelse stadig som ustørknet cement. Det, han husker bedst om ham, er det tomrum, som han efterlod. Dette tomrum, som var meget stort, er aldrig blevet fyldt op. Han har stadig denne ubehagelige fornemmelse af at være alene, selv om han er omgivet af mennesker.

Herefter begyndte hans kræfter at svigte, også kræfterne til at løbe. Han mistede lysten til at løbe, og han mistede orienteringen. Efter farens død arbejdede hans mor hele dagen, og for at han ikke skulle være alene hjemme i så lang tid eller slås med sin storebror, meldte hun ham ind i Jüdischer Pfadfinderbund Deutschland (JPD), en tysk-jødisk udgave af drengespejderne, der arrangerede aktiviteter for børn og havde en selvstændig sportsklub, som hed Maccabi Hatzair.

Første gang han trådte ind i det store og noget ramponerede lokale med en liste med regler hængt op på døren med en tegnestift, lugtede der af sæbelud. Det husker han, og han husker også, at han måtte anstrenge sig for ikke at komme til at græde. Alligevel fandt den lille Fredy Hirsch i JPD lidt efter lidt den varme, han ikke fandt i et tomt hus. Dér fandt han sin plads i verden. Han fandt kammeratskab, brætspil på regnvejrsdage og udflugter, hvor der altid var en guitar og en, der fortalte en smuk historie om Palæstinas martyrer. Fodbold, basketball, sækkeløb og atletik var for ham en redningsplanke, han greb ud efter. Når det var lørdag, og alle andre var hjemme sammen med deres familie, tog han alene på sportsbanen, hvor han kastede bolde i de rustne basketballringe, eller han lavede en endeløs række af maveøvelser, indtil hans undertrøje var våd af sved.

Ved at træne, så han til sidst var totalt udmattet, jog han bekymringerne bort, fik usikkerheden til at forsvinde. Han satte sig små mål: løbe hen til hjørnet og tilbage igen fem gange på under tre minutter, lave ti armbøjninger og klappe i luften den sidste gang, ramme kurven fire gange i træk fra et bestemt sted på basketballbanen. Mens han var koncentreret om sine udfordringer, tænkte han ikke på andet, han ville ovenikøbet sige, at han var lykkelig, og han tænkte ikke mere på, at han havde mistet sin far, da han havde allermest brug for ham.

Hans mor giftede sig igen, o