Rubinrød

Hyde Park, London
8. april 1912

HUN FALDT NED på knæ og begyndte at græde, mens han kiggede sig omkring til alle sider. Parken var selvfølgelig mennesketom på denne tid af dagen. Det var ikke kommet på mode at jogge endnu, og de hjemløse fandt det stadig for koldt at ligge på bænkene i parken kun med en avis over sig.
Han viklede forsigtigt kronografen ind i et stykke klæde og puttede den ned i sin rygsæk.
Hun sad sammenkrøbet under et af træerne ved Serpentine Lakes nordlige bred i et tæppe af afblomstrede krokusser.
Hendes skuldre rystede, og hendes hulken lød som fortvivlede skrig fra et såret dyr. Det var næsten ikke til at holde ud. Men han vidste af erfaring, at det var bedre at lade hende være i fred. Derfor satte han sig ned ved siden af hende i det dugvåde græs, stirrede ud over søens spejlglatte vand og ventede.
Ventede på, at smerten skulle aftage, den smerte, der nok aldrig helt ville forlade hende.
Han havde det på samme måde som hende, men forsøgte at tage sig sammen. Der var ingen grund til, at hun også skulle være bekymret for ham.
”Er papirslommetørklæderne egentlig blevet opfundet?” snøftede hun og vendte sit tårevædede ansigt mod ham.
”Aner det ikke,” sagde han. ”Men jeg kan tilbyde dig et stoflommetørklæde med monogram fra den her tid.”
”G.M. Har du stjålet det fra Grace?”
”Hun har selv givet mig det. Du kan roligt pudse næse i det, min prinsesse.”
Hun fortrak munden til et skævt smil, da hun rakte ham lommetørklædet igen.

”Av!”

”Tag hende i hånden, Gideon,” sagde mr. George lidt irriteret. ”Hun er jo ikke nogen indkøbsvogn!”