Rovfuglene

Han mærkede en lille varm hånd krybe ind i sin og så Sukeenas yndige ansigt gløde i skæret fra kompaslanternen.
»De elsker dig allerede alle sammen næsten lige så højt, som jeg gør.« Hun gav hans hånd et klem. »Vil du ikke komme med nu, så jeg kan få set på dine sår?«
Men han ville ikke forlade sin skanse. Han ville nyde alle lydene og fornemmelsen af sit nye skib og af havet under det. Så han beholdt Sukeena hos sig, mens Golden Bough sejlede videre ud i natten, og stjernerne lyste over dem.
Omsider kom Store Daniel hen til dem og slæbte en ynkelig skikkelse med sig. Et øjeblik genkendte Hal overhovedet ikke krabaten, men den ækle klynkende stemme gav ham myrekryb, og hans nakkehår rejste sig.
»Gode Sir Henry, vis nåde mod en gammel skibskammerat.«
»Sam Bowles.« Hal forsøgte at gøre sin stemme helt rolig. »Du har så rigeligt med uskyldigt blod på din samvittighed, at en fregat kan sejle i det.«