Vi er det liv, vi lever

Hvorfor er “livet som en helhed” en forudsætning for moralen eller etikken (der i denne sammenhæng er synonyme)? Fordi, svarer Ricoeur, hvis ikke andre kan stole på, at jeg er den samme i morgen, som jeg er i dag og var i går, så har de ingen grund til at have tillid til mig og til, at jeg vil gøre, hvad jeg lover, og i øvrigt leve op til mine forpligtelser. Hvis ikke jeg kender min egen fortid og bestræber mig på at etablere en sammenhæng mellem i går, i dag og i morgen, så giver jeg ikke andre nogen grund til at stole på mig. Pointen er kort sagt, at hvis ikke jeg har selvkonstans, kan hverken jeg selv eller andre regne med mig. Selvkonstans, personlig integritet eller karakter er på en helt grundlæggende måde en forudsætning for, at der kan findes tillid mellem mennesker og dermed etisk liv. Vi kan kun afgive løfter og forpligte os på handlinger sammen over tid, fordi vi kan forstå os selv som den samme over tid – fordi vi har en nogenlunde sammenhængende livstråd. Og dette kan vi kun have, fordi vi kan anskue vores liv som en samlet fortælling; som en historie, der går fra fødsel til død

Jeg kan ikke lave det om.

løftet den byrde fra vores skuldre, der er givet ved forestillingen om – ja, illusionen om – at vi selv skaber vores liv gennem endeløse frie valg. D

Der er selvfølgelig også en omvendt fare ved en overdreven fatalisme – troen på, at hele menneskets skæbne er afgjort på forhånd – men en dosis skæbnetro fra de græske moirer eller nordiske norner kan vi alle have brug for i dag som modvægt til den individualistiske du-kan-hvad-du-vil-tankegang.

Vi er ikke suveræne herrer over, hvad vi kan eller vil, men inden for den horisont, vi er blevet givet i livet, kan vi selvfølgelig bestræbe os på at tage opgaverne på os, blive klogere og leve rige og dybe liv.

Men livet er ikke som en lang række uforbundne punkter, men nærmere som en tråd, der vikles ud og ind mellem andre tråde, og som en dag selv vil knække.

Det er en illusion, der gør livet svært at bære, fordi alle dårligdomme falder tilbage på en selv.

I mine øjne er det i sig selv en værdig måde at fremstille livet på: Sådan var det.

Jeg er ikke stolt af det hele, for jeg har gjort noget utilgiveligt, men jeg fortryder det ikke.

At kunne sige sådan er at have forsonet sig med skæbnen og slået en værdig krølle på livstråden.