Modstand

Trods modsætninger og delvist tvivlsomme målsætninger i dele af modstandsbevægelsen kan man heller ikke frakende modstanden som personligt valg sin fornemme moralske karakter.

Måske er det på tide, at dansk historiekultur begynder at se på besættelsestidens historie som helt almindelig historie og ikke som et højt besunget nationalt klenodie. Grumset, rodet, med heltemod og forræderi og hele skalaen derimellem. Og ved at betragte besættelsestiden som almindelig historie bliver perioden heller ikke noget, vi som samfund eller individer binder vores identitet op på, eller noget, vi direkte og uden mellemregninger bruger for at begrunde nutidige politiske eller personlige handlinger og stillingtagen.

højtflyvende moralske vurderinger står dog tit i vejen for, at man kan forstå de mange dilemmaer og paradokser, som prægede Anden Verdenskrig globalt og besættelsestiden i Danmark lokalt.

Det synes hævet over al tvivl, at dele af modstandsbevægelsen – især DKP – havde ambitioner om at udnytte modstandskampen til selv at komme til magten.

Det nærmer sig måske tabu at konstatere det, men aktiv deltagelse i krig radikaliserer let tankegangen og rummer risikoen for at lede til rethaveriskhed. Den fandtes også i modstandsmiljøer.

Ideen om et hjemmeværn blev overtaget af forsvarsminister Ole Bjørn Kraft, der placerede opbygningen af værnet i statsligt regi og undgik den folkemilits, som kunne være blevet konsekvensen af de uklare ideer, der blev fremsat på Ranumkonventet i marts 1945.

Ganske vist var der i forsommeren flere episoder med selvtægt, hvor bevæbnede modstandsgrupper internerede påståede landsforrædere og besatte fængsler og krævede øget udrensning, men optrinene førte til en folkelig træthed over al den våbenraslen, selvretfærdighed, selvtægt, machismo og ofte barnlige fremvisning af våben, som også var et af befrielsessommerens kendetegn. Mange havde fået nok af krig, højrøstede ideologiske ytringer og ballade. Nu ville de have fred og ro. Opmærksomheden rettedes mod bananer, kaffe og ordentlige smøger.

Selv om befrielsen foregik med 40-50.000 bevæbnede modstandsfolk, som flertallet af befolkningen hyldede som helte, var flere politiske skrækscenarier blevet afværget med dannelsen af befrielsesregeringen. D

historikeren Aage Trommer (1930-2015) fastsatte antallet af modstandsfolk til knap 10.000 i april 1944, godt 25.000 i december 1944 og knap 50.000 i maj 1945.

anden omgang var ventegruppernes opgave at optræde som det genetablerede samfunds legitime våbenmagt under officerers og i sidste ende også den gendannede regerings ledelse. I yderste konsekvens kunne ventegrupper blive sat ind over for mere uregerlige dele af den danske modstandsbevægelse, som med våben i hånd kunne tænkes at kræve politisk indflydelse.