Indtil din vrede er ovre

Så hører hun Hjalmar begynde at synge.
Hjalmar griber fat i Tintins halsbånd. Han holder hende i et jerngreb. Hun ryster af kulde.
Han forsøger endnu en gang at komme op af sneen, men det er umuligt.
Rebecka råber og spørger, om han har fat i hunden. Og han svarer, at det har han.
Han holder hunden og tænker, at det har han. Det er det eneste, han har lige nu. At hunden i hvert fald lever. At den skal leve. Hunden klynker. Det lyder, som om den græder. Den lægger sig ned i sneen og

piber.
Og så begynder Hjalmar også at græde. Han græder over Wilma. Over Rebecka. Over Tore græder han, og over Hjörleifur. Over sig selv. Over alt dette fedt, som sidder fast som i en skruestik i sneen.
Og så begynder han at synge.
Det starter helt af sig selv. Og i begyndelsen er stemmen ru af sorgen og utrænet, men så vokser den sig stærkere og stærkere.
“Som en herlig guddomskilde mægtig dyb og ren og stor,” synger han, “er den kærlighed og nåde, som i Jesus Kristus bor.”
Det er flere år siden, han sidst hørte den. Men ordene kommer uden mindste tøven.
“Han har åbnet perleporten, så at jeg kan komme ind. Thi ved blodet har han frelst mig og bevaret mig som sin.”