Forlad os vor skyld

“Er du sikker?”
“Han er i live. Du har ikke gjort noget forkert.” Monitorens fart steg markant. Hans øjne rullede rundt og blev hvide. “Gideon? Træk vejret, skat.”
Monitoren begyndte at hyle. “Hjælp!” råbte Elizabeth, men det var unødvendigt. Døren var allerede åben, og en sygeplejerske kom farende ind med en læge i hælene.
“Hvad er der sket?” spurgte lægen.
“Vi snakkede bare …”
“Hvad sagde du til ham?”
“Ikke noget. Det ved jeg ikke. Vi snakkede –”
“Ud.”
Hun trådte væk fra sengen.
“Nu!”
Lægen bøjede sig ind over drengen. “Gideon. Se på mig. Du skal slappe af. Kan du trække vejret? Tryk mig i hånden. Dygtig dreng. Se på mine øjne. Se på mig. Stille og roligt.” Lægen trak vejret ind, åndede ud. Gideons fingre var sammenknugede og hvide, hans øjne fæstnet på lægens. Monitoren var allerede ved at gå ned i fart. “Dygtig dreng …”
“Du bliver nødt til at gå,” sagde sygeplejersken.
“Kan jeg ikke bare …?”
“Du kan ikke hjælpe nogen,” sagde sygeplejersken. Men Elizabeth vidste, at det ikke passede helt.
Måske kunne hun hjælpe Adrian.
Det blev sidst på eftermiddagen, inden politifolkene begyndte at komme tilbage fra findestedet i kirken. Elizabeth sad i den gamle Mustang, da det skete, parkeret i en sidegade nord for stationen. Det var stegende varmt udenfor, bygninger og træer kastede skygge, og det samme gjorde de folk, der gik hen til deres biler. Det var en normal dag for normale mennesker. Solen var ved at gå ned. Tid til aftensmad og familie, tid til hvile. For de politifolk, der var på vej til stationen, var det stadigvæk tidligt på dagen. Sporsikringer skulle behandles, rapporter

Du kan knap nok sige noget.”

huske