Hodja fra Pjort

kom til en høj mur bag byen, hvor ingen kunne se ham.
Med rystende hænder rullede han tæppet ud på jorden, og først nu så han, hvor kønt det var. Da det lå rullet sammen i el-Fazas lille støvede butik lignede det blot ethvert andet gammelt tæppe.
Men som det nu lå der i solen, glødede det i dybe røde farver – næsten som ild.
Øj, mand, sagde Hodja til sig selv. Det er smadderspændende.
Han tørrede sine snabelsko af og stillede sig forsigtigt på tæppet, så sig om til alle sider, og da han var sikker på, at ingen så ham, råbte han:
Flyv, tæppe.
Og tæppet for til vejrs med et sus. Det gik så hurtigt, at Hodja rullede af og trillede et langt stykke hen ad jorden.
Forskrækket sprang han op og skreg:

tæppe.
Han så op og ned ad gyden.
Kattens også, råbte

der lød, som