«Det er fusk-, fidus— og 'overbuds'-maleriet, Hans Scherfig er ude efter i sin roman Den fortabte abe, hvor en kapuciner-abe til det investerings-ivrige borgerskabs henrykkelse viser sig at have ligeså meget malerisk talent som nogen anden moderne sensations-kusntner. Den dypper grabberne i malerpotterne, tværer den ud over lærredet og vinder beundring for sin spontane, akademisk ubehæftede kunst. Det er hos Scherfig ikke kun en anke over, at der drives gæk med borgerskabet, når den poetiske kunst mumler tykt og uartikuleret og den maleriske kunst går til grunde i tilfældighed og spekulation; det er en påvisning af, at sådan måtte det ende, sådan må vor egen rodede, sindsforgiftede tid, hvori der drives tusk med alle værdier, finde sig i at blive afbildet. Abens malerier er sådan set sande nok. De er den ene løgn, der afspejler den anden.»
— Knud Poulsen, dansk journalist, forfatter, oversætter og teaterdirektør mm.
