Håbet er som en muskelhund

over næse og mund. Det er mit underansigt, der er hårdest ramt. Knoglerne og bindevævet omkring mine øjne er ikke vokset så langt ud endnu. Ikke ligesom hos Peter. Når han kiggede på én, var det, som om han gjorde det fra bunden af en skakt.
Penge har jeg ingen af. Heller ingen id. »Den får du ikke brug for mere,« som Patrick sagde, da han rakte hånden ud efter min pung for at låse den inde i det grønne metalskab. Og på en måde havde han vel ret: Mit ansigt gør papirer overflødige

munden på et menneske. Alligevel samles vi omkring hende på verandaen, for hvad skulle vi ellers gøre?
Peter er forsvundet, det er det eneste, vi ved. Da han ikke dukkede op til morgenmaden, blev Dipper først sendt over for at kigge efter ham på sovesalen og lokummerne. Da vi havde spist, fik vi besked på at lede alle de sædvanlige steder, hvor folk kan finde på at gemme sig. På det lave loft over spisebarakken, i buskene nede ved sumpen og inde bag ved skramlet i redskabsskuret. Hans skab i sovesalen blev også rodet igennem, fordi de ville se, om nogen af hans ting manglede, men så var der alligevel ingen, der vidste, hvad