Logbog fra et livsforlis

Det var hendes søn, der var skyld i alt. Jeg havde aborteret, og de havde syet mig

Statsministeriet
– lørdag den 7. februar, eftermiddag
Palle og Poul var alene på landets fineste – omend ikke smukkeste – kontor.
Dertil var udsigten for trist, stemningen for livstræt og møblerne for umagelige.
Med

Ræven brød sig ikke om det, den så. Et rutsjende, kurende menneskebarn på et halsbrækkende felttog ned over dens private skråning, i retning af dens hule. Så tam var den ikke blevet.
Den havde genkendt mig, og den vidste, hvad der skulle ske, naturligvis gjorde den det.

Hans tidligere chef, den pensionerede politidirektør, havde nærmest hvæset: “Luk den fuldstændig sindssyge historie ned!”
Ved det runde bord havde de samme seks mænd, han havde mødt før – og avisdirektøren – lagt råd om den

Kapitel 22
Fyret på næsset
– onsdag den 21. januar, eftermiddag
Måske var det et udtryk for ren og skær beregning.
Jeg burde have forstået det, da han vendte sig mod mig dagen efter sit gensyn med Adda. Hun havde været hans

Teis fra Søborg
– tirsdag den 13. januar, formiddag
Han lignede det, han var: en lidt verdensfjern videnskabsmand, der tog imod os i en underlig duknakket positur og med et svagt skulende blik, som om vores blotte tilstedeværelse gjorde ham en lille smule utilpas. Vagtsom, var det rigtige ord.
Hvis ikke

Jeg mærkede mit hjerte slå på en måde, jeg ellers aldrig tillod. Min lange venten på det rigtige tidspunkt – på at vinde bare en lille smule af hans tillid – havde alligevel haft sin virkning. Langsomt. Tøvende. Men trods alt. Kærligheden dukker

Han var begyndt med en radiomontage om trafikdræbte børn og havde fortsat med flykatastrofen ved Lockerbie i Skotland (han opsøgte pårørende til de forulykkede) og vandrede omkring i Radiohuset på Frederiksberg – uantastet og i sine egne tanker – i årene efter

Fyret på næsset
– fredag den 9. januar, lidt over middag
Der var ingen spejle i Fyret. Det havde jeg bemærket allerede ved mit første besøg.
Det var ikke kommet som nogen overraskelse.
Tværtimod

Ove fra Søborg
– torsdag den 8. januar, aften
Ove lagde det grønne chartek fra sig på glasbordet, ved siden af cognacglasset