Fortælleren er 68 år og uden nævneværdig vandreerfaring, da hun beslutter sig for at gå Caminoen alene — som afslutning på et veloverstået kræftforløb. Kendskabet til vandring er begrænset og stammer primært fra bibliotekets Caminobøger samt erindringerne om, hvor øm man bliver i fødderne efter en dag som turist i Paris. En veludviklet sans for at fare vild — selv på velkendte stier i og omkring Aarhus — gør måske projektet lidt risikabelt?
Efter en forsigtig start for at se, om fødderne og kroppen kan bære, går det alligevel — om ikke over stok og sten — så dog med jævnt stigende dagsetaper. Vandringens langsomhed gør godt. Intet går stærkere, end at fødderne kan følge med, og i det tempo kan hovedet også være med.
Bogen præsenterer en mosaik af mennesker og oplevelser af mad og drikke, pleje af fødder, snorkende pilgrimme og trivielle vasketøjsrutiner.
Efter 35 dage er eventyret slut — foreløbig.
