Moby-Dick eller Hvalen

Er grunden den, at det ved sin ubestemmelighed giver os en dunkel forestilling om universets kolde tomhed og umådelighed og derved stikker os bagfra med tanken om tilintetgørelsen, når vi skuer mælkevejens hvide dyb? Eller skyldes det, at hvidheden i sin essens ikke så meget er en farve som den synlige fraværelse af farve og samtidig sammensmeltningen af alle farver? Skyldes det disse faktorer, at der over et vidtstrakt snelandskab er en sådan stum og dog så sigende tavshed – en farveløs ateismens alfarve, som vi viger tilbage for? Og når vi tager hin anden naturforskernes teori i betragtning, nemlig at alle andre jordiske farvetoner – hver eneste herlig eller yndig prydelse – de liflige nuancer i solnedgangsskyer og skove, smørblomsternes gyldne fløjl og den unge piges sommerfuglekinder alt sammen kun er snedige bedrag, der ikke reelt er de pågældende substanser iboende, men kun pålægges dem udefra, så at den ganske guddommelige natur i virkeligheden kun maler som skøgen, hvis lokkemidler intet andet dækker end lighuset indeni, og når vi går videre og betænker, at den mystiske kosmetik, der frembringer hver og en af naturens farvetoner, lysets store princip, evigt forbliver hvidt eller farveløst i sig selv, og at

Hvad er det, der i den grad virker frastødende ved albinoen og ofte sådan forskrækker øjet, at han stundom afskyes af sine allernærmeste? Det er den hvidhed, hvori han er klædt, og som udtrykkes i det navn, han har fået. Albinoen er lige så velskabt som andre mennesker – er ikke vanskabt på nogen måde – og dog gør det blotte syn af hans totale hvidhed ham endnu sælsommere afskyelig end det grimmeste misfoster. Hvorfor forholder det sig således?

Og dog var denne næsten frygtelige dvaskhed hos ham et karaktertræk, der også syntes at indbefatte en total hjerteløshed over for alt og alle, stundom sært isprængt gammel, gebrækkelig, fortidsagtig, stakåndet lystighed, der nu og da ikke savnede et vist gråhåret vid af den slags, som kan tænkes at have livet op på hundevagten i Noahs ærværdige ark.

Jeg siger med forsæt upersonlig, for den gik i den grad naturligt over i den omgivende uendelighed af livløse ting, at den syntes at være ét med den almindelige dvaskhed, der er at se i den hele syndige verden; denne er nok uafladeligt virksom på talløse måder, men tier dog altid og ænser ikke mennesket, selv ikke når dette graver grunden til domkirker.

I et kritisk øjeblik under sygdommen var han lige kommet i tanker om et lille ærinde, han havde undladt at besørge i land, og han havde derfor ombestemt sig; han erkendte åbent, at han ikke kunne dø endnu. De andre spurgte ham da, om dette at leve eller dø var noget, der helt var undergivet hans egen frie vilje og behag. Han svarede, at sådan forholdt det sig. Kort fortalt var det Queequegs opfattelse, at bestemte en mand sig til at leve, kunne den blotte sygdom ikke slå ham ihjel; det skulle der en hval, en storm, eller en anden voldsom, ukontrollabel og uintelligent ødelæggelseskraft af samme slags til.

Englændernes forgængere i hvalfangsten var hollænderne, zeelænderne og danskerne, fra hvilke de lånte mange fagudtryk, der endnu anvendes i hvalfangsten; og hvad mere er: de overtog også den rigelighed for så vidt angår mad og drikke, der udmærkede de førnævnte. Som hovedregel kniber det engelske handelsskib på rationerne til sin besætning, men dette er ikke tilfældet med den engelske hvalfanger. Som følge heraf er det høje engelske hvalfangerhumør ikke noget iboende og egentligt anlæg, men et produkt af specielle omstændigheder, som jeg her har påpeget, og som vil blive endnu mere belyst i det følgende.

Vi har ikke råd til at gå glip af hvaler på grund af folk som dig. En hval giver tredive gange så meget som du vil indbringe i Alabama, Pip. Husk det, og spring ikke igen.« Hermed antydede Stubb måske indirekte, at mennesket ganske vist elsker sin næste, men også er født med trangen til at tjene penge, en tilbøjelighed, der for ofte lægger sig hindrende i vejen for udøvelse af velvilje.

Selv i flokke på titusinder har man set Vestamerikas løvemankede bøfler flygte for en enlig rytter. Men se også blot, når mennesker er drevet sammen i teatrets fårefold og ved mindste rygte om brand styrter hulter til bulter mod udgangene og puffer, tramper, maser og ubarmhjertigt hamrer hinanden til døde. Bedst er det derfor, om man undlader enhver forbløffelse over de sælsomt skrækkede hvaler foran os, thi der findes ingen tåbelighed hos jordens dyr, uden at den uendeligt overgås af menneskenes afsind.

Men hvorfor nu plage læseren med alle disse overvejelser? Sig frem! Du har jo set den spoute; fortæl så, hvad spout er; kan du ikke engang skelne vand fra luft? Sådan kan læseren med god grund spørge. Men, kære herre, i denne verden er det ikke så let at opklare disse simple ting. Jeg har altid konstateret, at de simpleste ting er de vanskeligste af alle. Og hvad dette hvalspout angår, kan man næsten stå midt i det og dog ikke blive klar over, hvad det i grunden er.

Men hvad skulle hvalen egentlig sige? Jeg har sjældent mødt noget dybttænkende væsen, der havde noget at sige til denne verden, med mindre det var tvunget til at fremstamme noget for at tjene til livets ophold. Oh, hvor herligt at verden er så storartet en lytter!