Robin Hood og de fredløse

Gilbert med den hvide hånd,

Robin trak en pil frem af koggeret, spændte buen og skød. Pilen ramte, hvor den skulle. Man så hjorten rejse sig på bagbenene, dreje en halv omgang rundt og falde stendød til jorden.
Stolt vendte Robin sig om mod skovbetjentene for at indkassere deres bifald og belønningen, men først da han så deres svedne grin, gik det op for ham, at de havde lokket ham i en fælde. Anførerens venlighed var pludselig forsvundet. „Nå, så fik vi dig alligevel, din tølper,“ brølede han. „Nu har du skudt et af kongens dyr, og hvis ikke din pil, som sidder i dyret, kan vidne mod dig, så er vi fem skovbetjente, der han aflægge ed på, at vi har set det.“

Jeg er på vej til Nottingham, og andet ærinde har jeg ikke,“ sagde Robin, „og nu kan jeg vel få lov at gå.“ Dermed vendte han ryggen til skovbetjentene og begyndte at gå tilbage mod vejen.

Og året har tolv måneder, men ingen er skøn som maj“, sang han af fuld hals, da han gik ned ad bakken på den anden side.

Og året har tolv måneder,
men ingen er skøn som maj.