Drengene fra Nickel

At straffen ville ramme enhver, der stræbte højere, end den plads man havde fået tildelt i livet, var et centralt princip i Harriets fortolkning af denne verden.

Han havde ikke demonstreret foran den biograf for at kæmpe for sine egne rettigheder eller for den sorte race, som han selv tilhørte; han havde kæmpet for alles rettigheder, selv for dem, der havde prøvet at brøle ham ned.

Han tænkte længe på den tale, dr. Martin Luther King Jr. havde skrevet i fængslet i Birmingham, det magtfulde budskab, den mand havde formuleret inde fra sin celle. Det ene affødte det andet – uden cellen, ingen storslået appel om handling. Elwood havde ikke noget papir, ingen blyant, kun væggene, og han var løbet tør for smukke tanker, for slet ikke at tale om fornuft og evnen til at formulere sig. Verden havde hvisket ham sine regler i øret, så længe han havde levet, og han havde nægtet at høre efter. Han havde i stedet lyttet til en højere sandhed. Verden blev ved med at tilrettevise ham: Elsk ikke nogen, for du vil miste dem, stol ikke på nogen, for de vil forråde dig, træd ikke frem, for du vil blive slået tilbage. Han hørte stadig de højere påbud: Elsk, og den kærlighed vil blive gengældt, følg den rette vej, og den vil føre dig til frihed, kæmp, og tingene vil forandre sig. Han havde ikke hørt godt nok efter, aldrig set, hvad der havde været lige for næsen af ham, og nu var han blevet trukket helt ud af verden. De eneste stemmer, han hørte, var drengenes i sovesalen under ham, råbene, latteren og de bange skrig, som om han flød rundt oven over dem i en bitter himmel.

Evnen til at lide. Elwood – alle drengene på Nickel – eksisterede ved hjælp af den evne, trak vejret med den, spiste med den, sov med den, drømte med den. Den var blevet deres liv nu. Uden den ville de gå til grunde. Afstraffelserne, overgrebene, den uafladelige nedbrydning af deres inderste kerne. De holdt ud, kom igennem. Men at elske dem, der nedbrød dem? At tage det spring? Vi vil møde din fysiske styrke med sjælsstyrke. Gør med os, hvad du vil, og vi vil stadig elske dig.

Elwood rystede på hovedet. Hvilken ting at bede om. Hvilken umulig ting.

Det var ikke Spencer, der knækkede ham, eller en af opsynsmændene eller en ny plageånd, der slumrede på sove­sal 2, det var mere det, at han havde opgivet at kæmpe imod. I sin bestræbelse på at dukke hovedet, i sin omhyggelige navigeren rundt for at holde sig uden for ulykker indtil sengetid, havde han narret sig selv til at tro, at han havde vundet. At han havde regnet Nickel ud, fordi han rettede ind og holdt sig ude af problemer. I virkeligheden var han blevet brudt ned. Han var ligesom en af de negere, dr. King talte om i sit brev fra fængslet, så medgørlig og sløv efter alle årene med undertrykkelse, at de havde vænnet sig til forholdene og lært at ligge, som om de selv havde redt.

Hans pendlen frem og tilbage mellem de hvides og de sortes huse ufortalt, prøvede han at holde lav profil og opførte sig så godt, det lod sig gøre, i overensstemmelse med Nickels regulativer om god opførsel – et mirakel i sig selv, eftersom ingen nogensinde havde set et regulativ, på trods af at personalet konstant henviste til netop sådan et. Det var ligesom med retfærdighed. Den eksisterede i teorien.

Nickel var racistisk som ind i helvede – halvdelen af de ansatte rendte sikkert rundt i deres Ku Klux Klan-udklædning i weekenden – men som Turner så det, stak ondskaben dybere end hudfarven. Den var i Spencer. Den var i Spencer og i Griff og i alle de forældre, der lod deres børn ende et sted som her. Den var i mennesker.

Der stod to egetræer ude ved den ene staldgavl med jernringe naglet fast i barken.

“Det her er omme bagved,” sagde Turner. “Jeg har hørt, at de somme tider tager en sort dreng med herom og spænder ham fast i de ringe med lænker. Armene ud til siden. Så flår de ryggen op på ham med en ridepisk.”

Der lå intet højere system bag Nickels brutalitet, den udsprang slet og ret af en forskelsløs foragt, en foragt, der ikke havde noget med det enkelte menneske at gøre. Han kom i tanker om noget fra fysik­timerne i femte klasse: En elendighedens evighedsmaskine, en maskine, der holdt sig selv i gang uden menneskelig indblanding. Og også Arkimedes, en af de første artikler fra leksikontiden. Vold er den eneste løftestang, der er stor nok til at bevæge verden

I radioen annoncerede en mandsstemme, at Sonny Liston skulle bokse mod et nyt, ungt håb, der hed Cassius Clay. “Hvem er det?” sagde Elwood.

“En eller anden nigger, der snart bliver slået til plukfisk,” sagde Turner