Det forsømte forår

Luk kun dit vældige gab op, du hvalfisk, og spyt dine ypperlige kundskaber ud! Dølg ikke din viden for os andre, vær ikke nærig og påholdende med din lærdom, men lad os også få lov til at sole os lidt ved din forstands lys! –

Og der er alle de andre med embede og myndighed og anseelse. De havde drømt om noget andet, før maskineriet tog dem og tildannede dem. De vidste ikke, hvad der blev gjort ved dem, da de blev opdraget og formet til det, de er. Og de ved det ikke endnu. De ved ikke, at de er forkrøblede og forkerte som kinesiske misfostre, der er opdrættet i krukker og vaser. De har fået embeder. Men man tog alle deres forår fra dem.

de bliver tavse og triste. Og ude på

det blå vand. Og han beregnede, at de måtte være overbelastede på en uforsvarlig måde. Der er såmænd nok heller ikke tilstrækkeligt med redningsbælter til alle passagererne, og det var i virkeligheden skandaløst. Men når ulykken først er sket, så skal der nok blive truffet en mængde sikkerhedsforanstaltninger. Nu er man ligeglad. Sådan er det altid i dette land.
Han syntes, at aftenluften var lidt skarp her ved vandet. Han savnede alligevel sit uldne halstørklæde. Og han rømmede sig og tog den lille ovale blikæske med maltbolsjerne op af lommen. Udvalgte et pænt regelmæssigt firkantet bolsje og puttede det i munden.
Han syntes med det samme, at det smagte noget bittert Men det

klassens tykke dreng. – Har du kraft nok til at fortælle os om den anden puniske krig? Rejs dig kun op, Tykkesen, du smækfede yngling! –

– Nå, Tykkesen! – råber han til

– Lad dem kun hade, når blot de frygter! – udråber han i fuldt alvor. Og imperatorblikket skuer ud over en skælvende hob, der frygter sin dommers åsyn.

erfor kunne han godt blive litterat, og så var der i hvert fald noget at falde tilbage på. Men når man har noget at falde tilbage på, plejer man også at gøre det.

Næsten alle de tilstedeværende herrer har lejlighedsvis haft nogen berøring med den store masse af underlige lavtstående individer. Underklassen. Den uforståelige hob. Mennesker, som nu engang ikke vil have det anderledes.

Og lægerne udveksler oplevelser om jævne folks utrolige uvidenhed og tåbelighed. Og de fortæller hinanden om de vittige svar, de har givet ved egnede lejligheder.