Alle har ret

absolutte synes derimod forskudt til menneskets forhold til sig selv og andre mennesker. Han står som kardinal for en gammel orden, der falder, og for et hierarki, som er svækket, men han står ikke for noget absolut religiøst. Som religiøs autoritet minder han i historien menneskene om det, der er større end dem selv, men han peger ikke hen mod religiøse instanser. Derfor har han en vigtig funktion i forhold til menneskets billede af sig selv og verden, men han ser ikke mennesket som synder, og syndernes forladelse optager ham ikke

enkelte menneske er ikke en synder, der er faldet, men det lever under en himmel, som ganske enkelt er blevet lavere. Forfaldet er for kardinalen hverken moralsk eller teologisk, det er kulturelt. Det sociale blik og de fælles forestillinger er forfaldet, så man hylder middelmådige gerninger og dyrker gennemsnitlige personligheder.

det demokratiske menneske fornægter den største stræben i menneskelivet, fordi det ikke kan se anden mening med døden, end at den skal udskydes og undgås. Hvis verden altså bliver reduceret til genstande og organismer, forsvinder alle symboler, og døden er ikke andet end ophør af liv

Denne udødelighed er ikke en borgerlig drøm om, at mennesket ikke skal dø. Det er ikke en fornægtelse af et grundvilkår og en negativ form for „udødelighed“. Det er en udødelighed, som besinder sig på, at menneskelivet er endeligt, men minder om, at mennesket kan blive hævet over det forgængelige livs cyklus ved at blive motiv for et kunstværk eller figur i en fortælling

„demokratisk kultur“, er det ikke det samme som en kultur med en demokratisk forfatning eller lovgivning. Det er heller ikke det samme som en kultur, hvor æstetik, kamp og erotik eksempelvis er demokratiseret. Jeg bruger betegnelsen om en kultur, hvor det demokratiske princip er det dominerende etiske princip.

konflikten mellem romantik og rationalitet, mellem hjertet som jeg’ets sted og hjernen som det almenes sted er fundamentalt demokratisk. I praksis veksler den demokratiske kultur mellem den varme terapisme, som udforsker det sande selv, og det kolde bureaukrati, som sikrer, at alle bliver behandlet ens. Demokrati er således både reglernes „man“ og eksistens „jeg“, det er både den seksuelle frigørelse og det regulerede samfund. Eller i Klovns optik: Det er både Casper og Frank.

Demokratiet er en humanisme: Det er et princip, som vedrører menneskets forhold til sig selv og til hinanden. Det fordrer som bekendt, at ingen skal regeres uden deres samtykke ud fra den forudsætning, at der altid er mennesker, som vil regere over andre. Men det, Kierkegaard og efter ham adskillige andre pointerer, er, at der i tilværelsen gives autoriteter, som ikke er menneskelige, og som ikke kan udfordres. Det kan være alt fra naturen over livet selv til forskellige religiøse instanser.

Kierkegaards troshelt bor i en verden, hvor man skal underkaste sig en autoritet, som man ikke kan udfordre, og lydighed er en afgørende dyd. Man skal som kristen indstille sig på, at man ikke begriber det højeste, og derfor kan man heller ikke udfordre det og kræve forklaringer. Man skal kunne det modsatte: Man skal adlyde autoriteten uden begrundelser:

Demokraterne flytter derimod fokus fra de store øjeblikke, fra mirakler og ekstaser til det almindelige hverdagsliv af forudsigelige begivenheder og forklarlige fænomener. Den demokratiske kultur fokuserer på det hverdagslige, det gennemsnitlige og det regelmæssige. Den forholder sig til den natur, som kan bestemmes og forudsiges

Publikum hylder den, der taler publikum imod, og foragter den, der taler det efter munden. Nivelleringen fjerner ikke kun forskelle, den skaber også forskelle. Publikum vil altid være rettet mod noget andet end sig selv, og derfor vil det ikke blive den enevældige magt