Sokrates forsvarstale

Så hvis nogen siger, at han nogensinde særskilt har lært eller hørt noget af mig, som ikke også alle andre har haft adgang til, så vid, at han ikke taler sandt.

daimoniskes sædvanlige varselsrøst i mig har jo ellers altid været virksom og modsat sig endog i småting, når jeg skulle til at gøre noget, der ikke var rigtigt. Men nu er der, som I jo selv ser, hændt mig det, man kunne tro og også mener er det største onde. Men hverken da jeg gik hjemmefra i morges eller da jeg mødte her i retten, har gudens tegn modsat sig mig, heller ikke i min tale, når jeg skulle til at sige noget mere.

Men nu er det vel tid at gå herfra, jeg for at dø, I for at leve; men hvem af os, der går den bedste skæbne imøde, er ikke klart for andre end guden.

, der virkelig vil kæmpe for retfærdighedens sag, må handle på egen hånd og ikke offentligt, hvis han skal overleve blot en kort tid.

Min allerbedste mand, skammer du dig ikke som athener, fra en by, der er størst og mest berømt for al sin kunnen og styrke, over at stræbe efter så mange penge som muligt og ry og ære, mens du hverken stræber efter eller tænker på klogskab og sandhed og sjælen, for at den kan blive så god som muligt?' Og hvis nogen af jer så svarer og siger, at han da stræber efter det sidste, så vil jeg ikke straks slippe ham og går ikke fra ham, men vil spørge og prøve og krydsforhøre ham, og hvis jeg ikke synes, han er i besiddelse af den fortrinlighed, som han selv hævder, skælder jeg ham ud, fordi han gør mindst ud af det, som er mest værd, og mest-ud af det, der er ringere.

For jeg har aldrig været lærer for nogen, det være sig ung eller gammel, men hvis nogen har villet høre på mig, når jeg talte og gjorde mit, har jeg aldrig nægtet ham det,

Det er det, jeg mener: at du slet ikke tror på guder.«

Sokrates forbryder sig, idet han både er om sig med at granske det, der er under jorden og på himlen, og med at gøre den svagere sag til den stærkere og lære andre det selvsamme.«