Gøgeungen er historien om Karen Zimsens begivenhedsrige liv.
Kun tre timer gammel giver lægen i 1930 Karen til sin barnløse rengøringskone. Hun vokser op i en familie nær samfundets bund, hvor hun lærer livets alvor og klasseskel at kende. Efter lange skoledage med mobning skal hun hjælpe sin adoptivfar med at hente våben, som modstandsbevægelsen skal bruge.
Karen kommer i skole i Gentofte Kommune i 1937, hvor hun møder børn fra en anden samfundsklasse. Hun prøver at passe ind, for Karen er en fighter.
Som voksen uddanner hun sig til socialrådgiver og ansættes i Mødrehjælpens abortafdeling i København, hvor hun er fra 1954–62.
I sit private liv har hun nok at se til med store sorger, for efter hendes mands pludselige død står hun alene med to små børn. Karen må igen mobilisere al sin indre styrke, og trods utallige udfordringer lykkes det hende at få realiseret det indholdsrige liv, hun altid har drømt om.
Uddrag af bogen:
Samme dag, da jeg kom fra skole, sagde min far, at jeg nok hellere måtte lave mine lektier med det samme, for vi skulle ”på skovtur”, så snart det blev mørkt. Ved ottetiden samme fredag kørte min far og jeg af sted i hans gamle Nash, som var noget af et badekar. Til ære for tyskerne havde han anbragt et lægeskilt bag på bilen, og hans identitetskort lød på Søren Rasmussen, dr.med.
Da vi var nået til Maglemosevej et stykke fra indgangen til skoven, hørte vi et gennemtrængende skrig, som kom derinde fra, og et lille stykke inde i skoven mødte vi en pige, som var et par år ældre end mig. Hun var halvt afklædt og løb skrigende omkring. I skovbunden lå en mand i sit eget blod – død. ”Hände hoch!” To lyskegler blændede os. Min far rettede sin lommelygte på de to tyske soldater og affyrede to skud. Soldaterne stod foran et birketræ, og blodet farvede træstammen rød, da de sank sammen. ”Lad os så få hentet vores pakker!”
Om forfatteren:
Karen Zimsen (f. 1930) er uddannet socialrådgiver og arbejdede fra 1954 i Mødrehjælpens abort- og adoptionsafdeling. Fra 1973 var hun på Den Sociale Højskoles efteruddannelse, og hun nedsatte sig fra 1980 som privat familierådgiver og fungerer stadig sådan. Hun er forfatter til 10 bøger, bl.a. Sociallovgivningens ABC og Samtalen som værktøj.