Det nye lederskab

begivenheder, så kan vi lære os at føle eudymia, glæde ved alt det, der sker os.
Denne holdning forstås som (gen)erobringen af et nærvær. Gennem dette nærvær er vi til stede i vores livs mindste detaljer, fordi vi har et “projekt”, at bruge det liv fuldt ud, som vi har fået givet. Det er afgørende, at dette nærvær af den tyske filosof Martin Heidegger præsenteres gennem det tyske begreb “die Sorge”, hvis rod vi også finder i det danske “omsorg”. Men begrebets oprindelse er græsk, hvor det hedder “epimeleia”, og som, når det siden hen bliver til “cura” på latin, viser os bredden og intensiteten i dets betydning: principielt at tage vare på alt, at være ansvarlig for alt, fordi man tager ansvaret for sit eget liv på sig. F

Virkelig frihed handler om at turde sætte sig selv på spil i varetagelsen af andres tarv.
Forstår lederen det, bliver han fri.

gentænke organisationen som et dybere fællesskab end det, ansættelseskontrakten fremmaner, et fællesskab, der bevarer den enkeltes frihed.

Denne spænding mellem viljen og evnen til at forme sit liv i det godes billede og anerkendelsen af nødvendigheden, både den positive, der udspringer af hensynet til fællesskabet, og den negative, der udspringer af alle de grænser, som natur, teknik, viden og begivenhedernes og de dynamiske processers uforudsigelighed sætter, er frihedens rum.

Frihed handler ikke mindst om at have format til at føle glæde ved det, som sker uden om vores magt, ved det, som vi ikke kan foregribe eller have indflydelse på.

Frihed handler om at konfrontere ved at integrere.

lederen kan kun være en overbevisende performer, der spiller på alle virkemidler, hvis han formår at demonstrere, at målet kun helliger midler, der selv formår at hellige mål, som tåler at blive helliget.

så sker det paradoksale, at kunsten ikke længere bliver kulisse, men vendes mod akkurat det samme som det, lederens hverdag handler om: at finde en ny form at handle ud fra.

dybt, dybt normativt. Kunsten drømmer om retfærdighed og livsopfyldelse – også dér, hvor den allierer sig med det hæslige og gemmer sig under det meningsløses overflade

så optræder denne sandhed altid formidlet af produktets æstetik