Hildegard

jeg hører Guds stemme, han ophæver min vilje, jeg er en fjer, der kun bevæges af hans åndedræt.

Ædle ørn, skrøbelige lam,“ havde Hildegard hvisket, „omfavn mig, for min krop og mit blod tilhører dig

Det er en synd at overhøre Herrens ord, og kun advarsler og ting af yderste vigtighed er nogensinde nået frem til dine ører, abbed. Ting, som jeg ikke kan fore-stille mig, du ville have ønsket, at jeg bar alene.“

Hvad skal jeg så stille op? Skal jeg ignorere Guds ønske og lade, som om jeg ikke hører, hvad han siger, fordi vi ikke forstår den fulde mening? Skal jeg kommandere med Gu

„Verden er i forandring. Nogle gange sender Gud os de største gaver forklædt til ukendelighed,“ siger Hildegard stil-færdigt.

Gud skaber både synlige og usynlige ting. Den kraft har eksisteret i al evighed, er grøn som bakkerne om Disibodenberg, den gennemtrænger alt og genopretter det, som er ødelagt og sygt,

Jutta pålægger hende tavshed, men hun ved, at hun før eller siden må dele ud af sine syner, for ligesom hun ikke ejer sin stemme, ejer hun heller ikke dem, hun er en kun en fjer for Guds ånde.

Jutta ved bedst, Jutta står Gud nærmest, men alligevel er det Hildegard, som Gud taler til.

Herren er nær ved dem, hvis hjerte er knust, han frelser dem, hvis ånd er sønderbrudt. Mange ulykker rammer den retfærdige, dog redder Herren ham ud af dem alle,“ hvisker hun.

hun folder sine hænder i bøn, lytter hun efterhånden kun efter svar på sin egen tvivl i stedet for at bede for andre, som hun burde. Hu