Apollons prøvelser 3: Den brændende labyrint

Men fra nu af ville jeg være mere end Lester. Jeg ville være mere end en observatør.
Jeg ville være Apollon.
Jeg ville huske.

Det sidste glimt, jeg fik af Piper og Leo, træner Hedge og Mellie ud ad flyvinduet, var, at de stod tæt sammen og lagde en rute for turen østover med bronzedragen og den gule Pinto.

Piper brød sammen. Hun kastede sig om halsen på Leo og fortalte grådkvalt, hvad der var sket, indtil han dybt rystet og med røde øjne begravede hovedet ved hendes skulder.

Han lod blikket glide hen over vores ansigter, og så krakelerede hans mine. “Hvor er Jason?”

Min kohorte var i ny rom, og det eneste, de tog med til mig, var den her latterlige t-shirt.

Piper trak den unge pige ind til sig og kyssede hende på panden. “Det var så lidt. Hvis din vej nogensinde falder forbi Tahlequah, så kom og besøg mig, ikke?”

“Jeg har aldrig været der eller mødt Reyna, men jeg har hørt, at hun er alle tiders. Kyklopen Tyson, min gode kammerat, er der også. Hils ham fra mig.”

“Din vrede er berettiget,” sagde jeg. “Men jeg kan huske dig: din stråleglans, din varme. Jeg kan huske dit venskab med guderne og med de dødelige. Jeg bliver aldrig lige så god en solgud, som du var, men hver dag bestræber jeg mig på at ære dit eftermæle og at huske dine bedste egenskaber.”

Men I skal åbenbart have hjælp af Bellonas yngste mø. Det vil sige hendes yngste datter, som er ledende prætor i Jupiterlejren: Reyna Avila Ramírez-Arellano.”

Hvor længe jeg lå på knæ dér og rystede lamslået, ved jeg ikke. Det gjorde ondt at hulke. Jeg hulkede alligevel.