Labyrinten

det saa er i Krigshære, eller i Hospitaler (hvor de ligge i Rad) eller i Stæder. Spørsmaal, om de, uden Vold, overalt vilde boe? end sige boe saa bundne? Naturen siger Nei! og Fornuften siger Nei! Kun det, der ligger imellem begge, siger adlydende Ja. Der gives kun een eeneste Hat, hvorunder Menneskene naturligen og fornuftigen kunde foreenes: Den almindelige, i deres Hierter med større eller mindre, tydeligere eller utydeligere Bogstaver indskrevne Lov. Men det er i egentligste Forstand Friehedens Hat! Den er rund! Enhver anden er for lille, og indkniber om ikke forknuser dem Hovederne! Enhver anden er trekantet med fiirkantet Puld.
Fire og tyve Tusindes Ideer have maattet rette sig efter een Eenestes indtil i andet, tredie, fierde, femte Led, og saa videre. Denne Forestilling er utaalelig. Man seer Despotismens Befalinger i Lapidarstiil. Man seer boesiddende Borgere med Huus og Hiem behandlede som Buxbom, Soldater, Kegler og deslige Ting – og ærgrer sig, hvis man har mindste Høiagtelse for Guds Billede. Der fattes Manheim til fuldkomment udvortes, i Øiet faldende Slaverie intet uden en – Nationaldragt.
Jeg føler, at mit Gemyt i den korte Tid jeg har opholdt mig her, allerede tvertimod sin bugtende Natur har begyndt temmelig at kante sig. Saaledes bliver Vandet i et Par ret kolde Vinternætter til Iis. Hvorledes maae det gaae de Gemytter,

stiv, kantet, kold, ubevægelig, ukiærlig, og dødelig Bye endnu paa eengang seer latterligere og afskyeligere ud, end fra alle andre. Man nødes nemlig til at forestille sig alle dens Indvaanere (Indbyggere kan man ikke kalde dem, naar man undtager den Eene, hvis Huus rager over alle de andrescn den eeneste Ind-Ud- og Ombygger) som Slaver. Den eene Gade er som den anden, det eene Qvarteer er som det andet, og alle Huse ere lige. Hvorledes vilde det være mueligt at bringe fuldstændige Mennesker – jo fuldstændigere jo friere, og jo friere jo fuldstændigere, og jo friere og fuldstændigere, jo forskiælligere – endogsaa blot i denne Punkt under eens Benævnelse, i een Form, saa at sige under een Hat? For Behagelighedens Skyld? Men det er langt fra ikke behageligt at sammenstues og tilstudses. For Skiønhedens Skyld? Men det er ikke skiønt, i det mindste kan Skiønheden ikke fattes, hverken inden- uden- eller ovenfra. Altsaa vel for Beqvemmelighedens og Nyttens Skyld? Men kan noget være ubeqvemmere og unyttigere end at gaae i lige Gader, boe i lige Huse, og have Nød med at skille det eene fra det andet? Kunde Beqvemhed og Nytte ikke langt bedre opnaaes ved fleer end ved færre Midler? Tvang er det! Mennesker hverken gaae, staae, sidde, ligge eller boe i lige Rad uden Tvang! Et eller andet maa giøre Vold paa dem, for at faa