Vejen til ufrihed

I sidste ende afhænger friheden imidlertid af, at borgerne er i stand til at skelne mellem det, som er sandt, og det, de gerne vil høre. Autoritarismen kommer ikke, fordi folk siger, at det er det, de vil have, men fordi de mister evnen til at skelne mellem fakta og ønsker.

En verden ved afgrunden på tysk og Bolsjevismens gift på russisk, bare i løbet af 1931). Iljin betragtede Hitler som en civilisationens forsvarer mod bolsjevismen: Føreren havde, skrev han, ”gjort hele Europa en kolossal tjeneste” ved at forhindre yderligere revolutioner efter den russiske model. Iljin bemærkede bifaldende, at Hitlers antisemitisme var afledt af de russiske hvides ideologi. Han beklagede, at ”Europa ikke forstår den nationalsocialistiske bevægelse”. Nazismen var først og fremmest en ”ånd”, som russerne måtte tage del i.10

I 1938 forlod Iljin Tyskland til fordel for Schweiz, hvor han boede indtil sin død i 1954. I Schweiz blev han støttet økonomisk af hustruen til en tysk-amerikansk forretningsmand, og han tjente desuden lidt penge ved at holde offentlige foredrag på tysk. Essensen af disse foredrag var, som en schweizisk forsker bemærkede, at Rusland skulle opfattes ikke som en aktuel kommunistisk fare, men som en fremtidig kristen frelse. Ifølge Iljin var kommunismen blevet påført det uskyldige Rusland af det dekadente Vesten. En dag ville Rusland befri sig selv og andre med hjælp fra den kristne fascisme. En schweizisk anmelder karakteriserede hans bøger som ”nationale i den forstand, at de er i opposition til hele Vesten”.11

Hvis vi ser historien som den er, ser vi vores pladser i den – hvad vi kan ændre, og hvordan vi kan gøre det bedre. Vi standser vores tankeløse færd fra uundgåeligheden til evigheden og drejer bort fra vejen til ufrihed. Vi indleder en ansvarlighedens politik.

At opleve en verdens ødelæggelse er at se den for første gang.
Vi arvede en orden, vi ikke byggede op; vi er nu vidner til et forfald, vi ikke forudså.