Kierkegaards univers. En guide til geniet

Det er med hensigt, jeg her anbragte et citat fra en opbyggelig tale. Jeg vil gerne fremhæve hele det opbyggelige forfatterskab, der ofte ganske ufortjent har stået i skyggen af det pseudonyme forfatterskab. Det er i de opbyggelige taler, han udtrykker sig mest ligefremt og jævnt, lidt omstændeligt måske efter vor tids smag, men uden det lærde og filosofiske apparat, der ellers kan gøre forståelsen så vanskelig. Og det er i det opbyggelige forfatterskab, han bliver ved og bliver ved med at formulere sin mest oprigtige opfattelse af det religiøse liv

Men han brugte begge dele, formuen og genialiteten, på at lovprise det, han var lukket ude fra, det almindelige menneskeliv, det borgerlige ægteskabs lykke, det daglige arbejdes velsignelse, den stille glæde ved at være til i verden, med familie og vennekreds. Livets højeste mål er – det helt almindelige, ‘det almene’, siger Kierkegaard, bevidst vendt mod al romantik, mod al spekulativ idealisme, mod enhver religiøs pietisme.

idealet står fast: mennesket skal gives tilbage til det faktiske liv i det faktiske samfund, i fællesskab med de faktiske mennesker, som det nu engang står i et mangeartet forhold til. Hele det æstetiske i mennesket, det givne indhold, livets skønhed og glæde, skal bevares og gøres trygt gennem den etiske holdning. Det er det simple daglige liv, Kierkegaard vil, men han vil det kun, hvis det er helt virkeligt; det skal rives ud af fortvivlelsen og bringes ind i forsoningens og beroligelsens dimension.

Det er netop det, der sker, ifølge assessorens analyser. Når mennesket er flyttet ind i sig selv og er gået ind i sin tid, med Gud bag sig som den gyldiggørende instans, da ligger hele den faktiske tilværelse parat, og etikeren kan glad gå i gang med den. I samme øjeblik mennesket bliver sig selv, iklæder det sig sit sociale selv. Sådan kan Wilhelm udtrykke det. Det ‘sociale selv’ – det er det æstetiskes enhed med det etiske, det enkelte individs enhed med det samfundsbestemte fællesskab. Og at gøre det er – som formuleringen lyder – ‘at realisere det almene’.