På vagt og andre noveller om 1930 erne

Kurt … I god tid, havde Kurt sagt. Men hvorfor var han så mærkelig søvnig?
I det samme hørtes en tudende lyd af en ambulance.
– Er der sket en ulykke, tænkte han. – Jeg skal skynde mig, fik han endelig hvisket. Cyklen …
– Nej, det er ikke mig, det er ikke mig, bad han, da de løftede ham op og bar ham ind i ambulancen. Lige idet de lukkede dørene, fangede hans øjne et glimt af asfalten, og han syntes, at han så en mellemmad med æg, der var tværet ud på vejbanen.

– Men det er billigt, nu er cykelhandleren gået ned til tolv kroner og halvtreds øre, – kun fordi det er mig, har han sagt. Den står ellers til femten kroner.
– Tolv kroner og halvtreds øre er mange penge, Jørgen, sukkede hun.
– Jeg må se at blive færdig, de ka’ snart være her.
Og hun lagde flæsket på panden.
– Hvor bliver Karen af? Ka’ du ikke lige sætte tallerkener på bordet, Jørgen.
Han forsøgte at fange hendes blik. Hun måtte spørge nu. Kurt ville have besked her efter middag. Det endte bare med, at de ikke ville have noget med ham at gøre mere, når han aldrig fik lov til noget. De troede, at avispengene var hans egne. Han havde ikke kunnet lide at sige, at han måtte aflevere hver øre til faderen.
Hvorfor var de også allesammen så bange for faderen. Det var til at blive gal over. Moderen sled da næsten mere end faderen, syntes han, når hun også skulle lave det hele herhjemme. En dag, han skulle tidligt op og gå med aviser, havde han fundet hende sovende ved symaskinen. Han havde taget hende om skulderen og var blevet forskrækket, for hun havde set så slatten ud.
– Men dog, havde hun gispet og skyndt sig at tage efter håndtaget til symaskinen, og hun havde set ud, som om han havde grebet hende i noget ulovligt.
– Hun tør heller ingen ting, så spø’ r jeg sgu selv, tænkte han arrigt.
Han slukkede for sovsen og lagde låget på, for at den ikke skulle trække skind.
– Persillen! næsten råbte moderen.
Han havde også glemt, at det var persillesovs, han skulle lave, men nu gad han ikke bestille mere.
– Hak lige persillen, Karen, sagde hun hurtigt, da Karen i det samme trådte ind. Så sent du altid kommer, småskændte hun.
– Hvorfor har vi ikke en rigtig persillehakker som andre folk, sagde Karen. Hun havde taget brødkniven og hakkede løs i persillen på spækbrættet.

dage, forklarede han moderen, der helt forskrækket så på den store buket persille, han havde plukket.
Var hun nu også bange for dét, tænkte han irriteret, de fik da næsten aldrig andet end persille derovre fra.
– Nu tænker jeg næsten som Gunnar, sagde han til sig selv.
Han kunne så godt lide at lave sovs. Han stod og rørte i gryden og ventede på, at margarinen skulle smelte. Så puttede han mel i.
– Det skal være mælkesovs, ikke?
– Ja, men du kommer til at tage halvt kartoffelvand for at spare på mælken.
– Mor, sagde han og skævede hen til hende. Hun stod og skar flæsket ud i passende skiver, og panden stod klar over gassen.
– Mor, sagde han igen for at være helt sikker på, at hun ville høre på ham. – Kan du ikke spørge far i dag?
– Jo … kom det nølende, mens hun filede i flæsket, det var vist et ben, der var i vejen.
– Mor, må jeg ikke få det ben, havde han pludselig sagt, inden han fik tænkt sig om, og han fortrød det i det samme, for det var jo cyklen, der var så vigtig. Hun måtte ikke tro, at han var interesseret i noget som helst andet.
– Jo, så la’ r jeg det blive på, Jørgen, sagde hun så.
– Ja, men mor, jeg vil så gerne med på den tur, sagde han hurtigt og rørte som en vild i sovsen. Faderen skulle ikke have noget at skælde ud over i dag.
– Jeg har jo selv tjent pengene, mor, blev han ved, – og kioskmanden siger også, at jeg er hurtig, og jeg kan få nogle flere aviser, hvis jeg vil; men så skal jeg også op klokken halv fem.
Nej … sagde hun tøvende, – det synes jeg bli’ r for meget, og jeg tror ikke, at du får lov til at få den cykel alligevel.
– Men det er billigt, nu er cykelhandleren gået ned til tolv kroner og halvtreds øre, – kun